“Jeg vil hjem”…

“Jeg vil hjem” var min aller første reaktion, da jeg åbnede melposen og hældte mel ned i skålen for at bage brød. Nede i skålen var der små klamme levende sorte klatter. Og så skreg jeg lidt. Heldigvis var alle ungerne på besøg hos “Drum” og Christian var hurtigt på pletten. Lidt i panik over om jeg var kommet til skade…Men det var jeg jo nærmest også.

Derefter måtte jeg diskutere med ham om hvorvidt melet skulle bruges eller smides væk. Men jeg nægter altså at spise brød med dyr. Uanset hvor sundt det er. Og uanset hvor normalt det er med smådyr i melet. Jeg spiser det ikke. Christian gav sig heldigvis til sidst og tog både skål og melpose og kastede det i havet. Altså indholdet.
Og så stod den på rengøring. For én her på båden er meget hysterisk, når det kommer til smådyr og mad. Det er bare ikke en kombination, som jeg kan holde ud. Og jeg er nok meget hysterisk.
Men nu er her rent. Og jeg har smidt alle rester ud. Og skrubbet og ordnet. Og det var godt. Nu tror jeg ikke, der er flere dyr. Men det kommer jo nok til at ske igen. Og måske bliver jeg sejere til at håndtere klamme dyr og mad. Og måske hvis vi var midt på Stillehavet uden mulighed for at købe nyt mel, ville jeg have spist det. Men lige nu foretrækker jeg at spise min mad uden dyr. Også selvom Christian synes, at jeg er helt latterligt hysterisk. Og der er mange ting som skipperen bestemmer. Sådan er det jo bare ombord på en båd. Men det med at spise dyr – det bestemmer han ikke.
Tør ikke forestille mig hvordan det kommer til at gå, hvis vi får kakerlakker ombord!
Så lige nu slæber vi mad hjem og fjerner papir og pap og vasker i klorin og tørrer derefter og pakker væk.

Og krydser fingre for at der ikke har gemt sig klamme æg og at båden pludselig er invaderet af kakerlakker… Så bliver skriget (mit) meget højere. Og så kan det godt være at jeg for alvor drømmer om at komme hjem.
Og man skal lade være med at læse om de klamme kryb. De kan jo seriøst overleve alt andet end kulde… Og det er det eneste våben vi ikke har her.

Grenada er stadig skøn. Også med dyr. Bare ikke i maden.