Vi er her...sgu

Logbog Curacao-Colombia

img_0654

img_9755 img_9762

Curacao-Columbia
d. 15.9.17 – 21.09.17

1. Etape

Så er tiden kommet hvor vi skal videre, og er færdige med Curacao. Vi har haft gæster hjemmefra og har egentlig været klar til at sejle siden de tog hjem, men fik uventet besøg af den der rotte. Efter 4 hele dage med at skille båden ad for at finde den og gøre rent efter den, lykkedes det jo heldigvis at fange den, og vi kan komme afsted.
Vi tjekkede allerede ud d. 13, men omstændigheder gjorde at vi først kom afsted d. 15.
“Irie Rose” vores Australsk/Engelske venner har været på Aruba hvor de også har haft gæster, og venter nu på os, så vi sammen kan sejle til Columbia.
Aftalen med dem er at vi sejler fra Curacao sent om aftenen for at sejle de 70 sm til Aruba hvor de så møder os ude foran ankerpladsen tidligt næste morgen.
Umiddelbart er vejrudsigten ikke fantastisk, men de er meget opsatte på at komme videre til trods for at de lover lige vel meget vind henover weekenden, hvor det berygtede hjørne nord om Columbia skal rundes.

Vi sejler ud af “Spanish Waters” ved 18 tiden, sætter storsejlet med 2. reb og spiler fokken med i luv med stagen. Vi skal tilpasse farten for ikke at ankomme i mørke før de andre er klar. Det blæser 18-22 kn og vi har en god fart på op langs kysten af Curacao, forbi Willemstad og alle de ventende lastskibe ud for.
Da mørket falder på konstaterer jeg, at jeg har ikke har noget lys i kompasset. Måske rotten alligevel har gnavet en ledning over? Jeg har ellers tjekket grundigt efter.
Som vi nærmer os nordspidsen af øen, bliver dønningerne større og større og kommer nu fra 2 retninger. Det gør det meget uroligt, og jeg lover at det bliver bedre når vi kommer helt fri.
Med besætningen i køjerne går min profeti i opfyldelse, og vi får nu nogen timer, med store, forholdsvis stejle bølger, men fra en og samme retning. Det gynger dog noget mere end vi havde forventet og vinden er plat læns, og vi skal være meget opmærksomme på ikke at bomme.

Pludselig går en alarm på kortplotteren, med en advarsel om at den har “mistet kursen”. Jeg tænker så det knager for at afgøre hvad problemet kan være, og endnu engang har jeg rotten mistænkt for at have gnavet i nogen kabler. Heldigvis virker autopiloten stadig, selvom det efter alt at dømme, er den der har mistet forbindelsen til kortplotteren.

De ensrettede dønninger bliver en kort fornøjelse. For da vi nærmer os Aruba bliver det rigtig skidt.
Nu blæser det 22-24 kn med pust op omkring 30 kn. Dønningerne er helt utilregnelige og kommer nu fra 3 retninger og varierer i størrelser fra 1 til 4 m. Alt vælter rundt nede om læ, og flere gange dypper vi bommen i søen, og flere gange knækker bølgerne og slår op i cockpittet.
Desuden begynder autopiloten nu også at drille og ligger kontant 30g for højt, for så pludselig at give op og slå fra.
Den vanvittig urolige sejlads og mangel på autopilot, gør at jeg ikke tør overlade vagten til Gustav, som ellers er frisk på tage sin tørn, men også klar på at hoppe tilbage i køjen.

Det er helt forfærdeligt, måske det værste vi har prøvet hidtil, og jeg gruer allerede for det næste stræk, som er på top 5 over de værste passager på kloden, og berygtet for store utilregnelige bølger og rigtig meget vind…

Med disse elektriske problemer, bliver vi nødt til at gå ind til Aruba for at fikse problemet, selvom “Irie Rose” bliver kede af at skulle vente yderligere.

Bedst som det hele går helt ad helvede til og man ikke kunne tro det kunne blive værre, bliver vi kaldt op af den Hollandsk/Caribiske Kystvagt kl. 3 om natten, som spørger hvad vi dog har tænkt os her. Jeg forklarer, at vi er på vej til Columbia, og egentlig ikke havde tænkt os stoppe, men at vi pga. vores elektriske problemer bliver nødt til at kaste anker et par timer for at få det fikset.
Nu får jeg at vide at det ikke kan lade sig gøre, og at jeg skulle have kontaktet min agent for at få denne tilladelse. Jeg forklarer at jeg selvfølgelig ikke har nogen agent, da jeg jo ikke havde tænkt mig at stoppe på Aruba. Nu kommer “Port Control” ind over og fortæller mig at jeg skal tjekke ind før jeg må smide anker, og at dette først kan lade sig gøre kl. 06.30. indtil da skal jeg ligge bi udenfor. På dette tidspunkt er klokken 03…
Jeg forklarer endnu engang at jeg måske blot skal bruge 2 timer på at udbedre problemerne og at jeg selvfølgelig nok skal blive ombord og hejse det gule flag. Men ligemeget hjælper det. De insisterer på at jeg skal tjekke ind før jeg smider ankeret i.
Det lader til at blive rigtigt besværligt, men vi beslutter at gøre som de siger.
Da vi langt om længe er kommet i læ af Aruba og forholdene er blevet mere tålelige, smider Gustav og jeg alle sejl for at trække tiden. Det til trods sejler vi stadig 5 kn på riggen og strømmen alene, og vi må siksakke for ikke at komme for langt inden 06.30.
Kl. 06.15 bliver vi igen kaldt op af “Port Control” som giver os tilladelse til at anduve molen ved “customs and immigrations office” Jeg prøver igen at forklare at vi ikke har planer om at blive, men de insisterer fortsat og truer med bål og brand, hvis vi ikke gør som de siger.
Da vi langt om længe finder molen de vil have os til at ligge til ved, kan jeg næsten ikke tro mine egne øjne. Molen er en gammel slidt betonmole med rustne armeringsjern stikkende ud og ligger tilmed i pålandsvind og store dønninger. Hvis man kommer ind til den uden at smadre skibet, kommer man aldrig væk igen. Slet ikke med en besætning der ikke har sovet hele natten.
Jeg kalder dem derfor op igen, og fortæller dem, at det kan de glemme, og at vi sejler over i ankerbugten og smider anker under gult flag, som international lov foreskriver det, indtil vi har fikset vores problemer. Og hvis de vil have fat i kan de komme til os eller kalde os på 16’eren. Overraskende kommer der ikke flere indvendinger.

Vi smider anker ved siden af “Irie Rose”. Og efter en sludder med dem om vind og vejr går jeg igang med at lokalisere problemet.
Det viser sig at være hurtigt løst med noget kontaktspray, og endnu en grundig gennemgang bekræfter at rotten heldigvis ikke har gnavet ledninger over.

Frank, skipper på “Irie Rose” kommer over til en snak om vind og vejr, og vi bliver hurtige enige om at vejrudsigten ikke er god nok før om et døgn. De cruising-guides vi har læst siger at vi skal lægge mindst 5-10 kn til vejrudsigtens 26-28 kn for, at få et realistisk billede af forholdene rundt om Columbias nordlige kyst. Venter vi 24 timer skulle vinden lægge sig til 18 kn.
Ingen grund til at tage chancer, og jeg kan tilmed få indhentet lidt søvn.

Lettet over beslutningen, får vi styr på båden igen efter alt det der er væltet rundt i løbet af natten, mens vi diskuterer hvad vi gør med indtjekning, og om de mon har accepteret vores gule flag.
Men nej! Pludselig kommer en politibåd op på siden af os bemandet med 4 betjente og 2 customs officerer. Politiet viser sig at være helt enige med os i at både kystvagt og Port Control har været helt galt på den og skulle have handlet helt anderledes. Customs-mændene er dog noget mere fokuserede på at vi absolut skal tjekke ind. Nuvel, nu har vi jo besluttet at blive natten over, men vil meget gerne være fri for at skulle tjekke ud igen i morgen.
Aftalen bliver nu at Cille og jeg tager jollen til customs og immigration for at indklarere, men de insisterer fortsat på at vi skal komme tilbage med “Johanna” næste morgen for at udklarere. Vi hopper i jollen og sejler afsted eskorteret af politiet. Det er hasarderet bare at lægge jollen ved denne mole, men sådan bliver det. Her bliver vi så hentet i bil af en fra immigrations kontoret, og kørt til hendes kontor.
På vejen ind har vi lagt en strategi for hvordan vi kan slippe for at komme tilbage og tjekke ud. Cille går “all inn” og ender med at få sin vilje. Vi får lov at tjekke ind og ud på samme tid, mod at vi forlader Aruba inden kl. 06 næste morgen.
Lykkelige over at det lykkedes, sejler vi tilbage og aftaler med “Irie Rose” at trække ankeret kl 05 næste morgen og forlade bugten, hvor der med garanti bliver holdt øje med os. Længere vest på ligger der et gammelt vrag fra krigen uden for deres (customs and immigrations) synsfelt. Det skal vi lige nå at dykke på når nu vi er her, inden vi sejler mod Columbia.

Kl. 08.45 efter en slipper vi vores mooring og stævner mod Syd Amerika.
Logbog fra dette (ret fantastiske stræk) følger.

5 kommentarer

  • Annette Sylvest

    Hej Christian og Cille
    Vi har fået info fra jer om Samuel på Tenerife, som lavede jeres bimini.
    Nu er vi på vej til Santa Cruz på Tenerife for at mødes med Samuel.
    Kan I huske prisniveauet for jeres bimini?
    De bedste hilsner Annette, S/Y Nala Danica

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cille

      Hej Annette, undskyld dette sene svar! Vi betalte 850 euro for bimini hos Samuel. Vi er meget tilfredse med hans arbejde og vores bimini har holdt super godt og har ikke været slået ned siden Tenerife. Godt at I har fået en aftale med ham! Mange hilsner Cille

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Susanne Bindslev

    Du er sej, Christian. Og godt I klarede besværlige kystvagter, politibetjente og Customs og Immigrationskontor. Lidt for spændende læsning
    Knus fra
    Sus/mor

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Hans

    Dejligt at høre fra jer! I er vist ved at blive ret seje til at forhandle med de lokale myndigheder.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cille

      Ja, de er slet ikke så farlige…det er vist noget med at de skal føle sig vigtige!

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Vi er her...sgu