Mand over bord

Så har vi haft vores første “mand-over-bord-episode”. Det var ikke Liva der glemte at se sig for. Heller ikke Bertram, der gik i sin egen verden. Eller teenageren, der ikke lige havde styr på sig selv.
Nej, det var da mig! Og det var i havnen. Altså vi var ved at lægge til og Christian var helt koncentreret pga lidt meget vind. Så jeg tænkte, at nu skulle jeg da lige være sej og hurtig. Så jeg valgte at hoppe fra båd til mole, da der var ca en meter imellem. Hmmm – ifølge Gustav hoppede jeg 10 cm ud, holdt mig for næsen, smed fortøjningerne op på broen i farten og dykkede derefter.
Hvad der i mit hoved skete var, at jeg gled på kanten af båden og tænkte “fuck, jeg vil bare ikke have vand i næsen” – og derefter røg i vandet. Jeg var en smule bange for at blive klemt mellem båd og mole, så jeg skyndte mig at svømme under broen og gemme mig i sikkerhed der. Christian hoppede ind på broen og fik på en eller anden måde hevet mig op. Jeg kom op til 2 drenge, der var smadrede af grin – og jeg grinte også selv. Der kom en mand løbende for at høre om jeg var ok…og jeg skyndte mig at smile og gemme min blå arm. Det er ligesom når man falder på cykel…det er sgu da pinligt og man vil meget nødigt indrømme, at det gør mega ondt.
Nu har jeg en hævet og lidt blå arm og har fået enorm respekt for moler og afstand.

Til gengæld kan jeg ikke løbe i dag, for jeg havde løbetøj – og sko på og var klar til en frisk tur i Baiona-by. Nu er det vådt. Øv mand (måske var det en ubevidst handling for at slippe for den løbetur…for det er da lidt pudsigt, at den eneste gang jeg beslutter mig for at løbe, ender jeg i baljen…).

I forgårs mødte vi endnu en dansk båd og var til middag hos dem i går.
Deres båd var et rigtigt hjem. Det var tydeligt at mærke, at de havde boet der hjemme i Danmark også. Da vi kom ombord, fik jeg samme følelse som jeg får, når jeg kommer hjem til min onkel og tante i deres hus i Brønshøj. En følelse af tryghed og rummelighed. Det er ret dejligt.
Vi fik burgers og snakkede hele aftenen. Ungerne legede med deres 2 årige Johannes og lille Alexander. Det var super hyggeligt.

Vi tøffede hjem i vores lille gummibåd i mørket og landede i vores senge.