U-vendinger og gode dage

Mandagstanker om normering og børneliv

Det er mandag. Babyen sover. De store er i skole. Skipperen arbejder. Det regner.

Jeg har siddet foran computeren (det er i virkeligheden en ipad) de sidste par timer og arbejdet, tænkt, skrevet og glædet mig til at jeg har mere end de (ret usikre) timer, hvor Sylvester sover. Usikre, fordi jeg aldrig ved, om han tager en eller tre timer. Han sover for det meste tre, men man ved jo aldrig.

Jeg tør godt at glæde mig nu. I sidste uge besøgte jeg vuggestuen, hvor Sylvester skal starte den 1.juni. I sidste uge kom jeg også til at se DRs program “Hvem passer vores børn?” Det kan I finde lige her (hvis ikke I allerede har set det – og fået ondt i maven):

Hvem passer vores børn?

Det var en virkelig dårlig forberedelse og prioritering, at se så hjerteskærende et program, lige inden jeg skulle ned og hilse på bådbabyens nye hverdag.

Selve mødet med vuggestuen var godt. Og som man også kan se i programmet, er det jo ikke pædagogernes engagement eller omsorg den er gal med. Der er bare ikke nok af dem.

Sylvesters vuggestueliv bliver godt. Men det er fordi, vi har prioriteret som vi har – og fordi han ikke kommer til at have en hverdag, hvor ydertimernes dårlige normering gør, at han indtager et måltid uden voksne, eller leder efter en voksen, der kan vise retningen. Han kommer til at være der de få timer, hvor der faktisk lige er nok hænder til at give omsorg, se usikkerhed og hjælpe med både retning og måltider. Men det er sgu da ærgerligt, at jeg kan ånde lettet op, fordi vi har mulighed for at prioritere, som vi gør.

Hvad med alle de andre? Og hvad med de små mennesker, som ikke har en mor og en far, der kan kysse dem i ydertimerne og sikre dem tryghed og sikre måltider? Kan vi forsvare at prioritere anderledes, når vi ved, hvordan institutionslivet ser ud? Eller er det helt skørt, at vi skal tage det ansvar på os? Vi kan ikke tillade os at ånde lettet op, bare fordi vores barn nok skal få et godt institutionsliv.

Men hvad fanden skal vi så gøre?

Nu kom det til at handle om noget helt andet, end jeg havde tænkt. Men altså det her fylder lige nu…

Jeg arbejder på noget nyt og spændende lige nu. Det kommer der mere om, når skipper har godkendt! Det har ikke noget med normering at gøre. For det har jeg desværre ingen løsning på lige nu.

3 kommentarer

  • van damme

    hej. min tvangsfernet søn emil har intet mor intet far intet bedstemom
    kun en dum danskene
    som kan intet letisk
    han er er en letisk søn i dum elev skole og meget dum pjejer mom terible
    sincerely
    børnelæge van damme

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Dejligt med en god løsning 😀 Man kan vist kun håbe på, at de politikere med små børn også ryster i bukserne.
    Spændende med noget nyt i vente ellers.

    God mandag.

    – A

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cille

      Ja, gid de ryster så meget i bukserne!
      God mandag til dig også😁

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

U-vendinger og gode dage