Martinique og venskaber

Så er vinden vores. Østenvind 8-10 m/s. Op klokken 04.00. Ankeret op i mørke – med kun lys fra månen. Kaffe på kanden og så afsted med ungerne sovende i deres kahytter.
Verdens smukkeste mørke. Og verdens bedste Christian. Det kan føles helt magisk at sejle ud i mørket. Væk fra trygge Bequia – og på vej til nye eventyr.

Landet på Martinique. Fort de France. Gensyn med Polonica og den sødeste besætning – og de har mere Matador Mix fra deres danske gæster. Og stod klar i mørket med burgers og pizza til det sejlende folk…bare fordi de godt ved at appetitten ikke altid er så stor på havet. Men til gengæld meget stor når man så kommer i land.
I dag kommer “Drum” og “7Seas”. Og på tirsdag er der gensyn med “Sannsipapp”. Ungerne glæder sig til at have en masse venner samlet. Og det gør vi også! Det er jo det der med at fungere virkelig godt med venner omkring sig… Og forsøge at suge det meste ud af alle de nye venskaber, inden vi drager i hver vores retning. Det er lidt det samme som da jeg sad derhjemme inden afgang og overvejede om jeg kunne tillade mig at få nye venner, når nu vi skulle rejse væk i 2 år. Det besluttede jeg jo at jeg godt kunne. Altså få nye venner. Og det har jeg også besluttet her.

Alle de mennesker vi møder på vores tur, er med til at gøre turen til det den er. Og er med til at fylde endnu mere værdi i det her eventyr. Vi er hinandens bedste venner og hinandens familier – for en stund. Vi indgår i hinandens familier, ser Alexander vokse og rejse sig op for første gang, hører Jojo indtage sproget og gøre det til sit, ser Johanne tø op og føle sig hjemme, oplever Alfreds første svømmetag uden dykkerbriller, bekymres over Mathildes alt for mange dage med feber, griner over Tobias’ teenagefacon (som er præcis som Gustavs), ser hvordan familier og mennesker lander og indtager deres hverdag i det midlertidige hjem, oplever familiers stemninger, diskussioner og skænderier – og ved lige præcis hvad det handler om og hvornår det går over igen (for vi har selv været der), deler alt det vigtige og græder bag solbrillerne over en lille hunds skæbne – og bliver trøstet igen. Tager hård afsked når bådene sejler hver sin retning, savner og glædes vildt over at se hinanden igen, når vinden vil det.

Det fylder meget. Alle de mennesker vi møder og som på en virkelig vigtig måde bliver vidner til vores liv, vores ungers udvikling og vores udvikling – både sammen og hver for sig. Jeg bliver dagligt bekræftet i, at vi fungerer bedst med venner omkring os. Og jeg savner dem derhjemme, men jeg er også så glad for alle de nye – og for at dele alt det her med andre.

Alt er godt. Turen hertil var ok. Bølgerne var 3-4 meter høje. Farten lå ret stabilt på 7-8 knob. Men mere om det via skippers logbog.

Og nu Baguettes og croissanter.