Næste stop – Spodsbjerg

Så er vi landet i Spodsbjerg på Langeland. Har sejlet 9 timer fra Vordingborg. Vi har sejlet bidevind fra start til slut. Vi fulgtes med en masse både og overhalede dem alle…så Christian var så tilfreds. Vi sejlede med et snit på 5 knob og måtte til sidst kapitulere til modvinden og sætte motor.

Efter 9 timers sejlads – endelig i havn – ro på – opdager vi, at der er vand under dørken. Størstedelen af vores rugbrødsblandinger er døde…gennemblødte. Og derudover også vores havregryn, diverse emballage osv… Man bliver så træt!

Nu er det tørret op. Så skulle Gustav åbne en flaske bobler for sin mor og far…og det gik helt galt. Så skulle vi tørre op igen… Han skal i træningslejr med de der bobler.

Så fik jeg en besked fra min mor og far om at de var på vej til Møn…og så fik jeg så meget lyst til at få et knus af dem. Og ville ønske, at vi stadig var i Vordingborg, hvor de nemt kunne køre forbi med noget af deres kærlighed og ro. Men heldigvis kommer de snart og besøger os i Portugal. Og jeg kan godt mærke dem lige her hos mig og hos mine børn! Det er vel også dem, der har lært mig at turde. Altså sammen med min Christian. For jeg føler fandme, at jeg skal turde en masse lige nu.

Nu sidder vi her med brændende kinder af vind og sol og kan ikke fatte, at vi er på vej. Jordomsejlingen er i gang… Og vi er med på den.

Jeg skal stadig vænne mig til at båden ligger virkelig skråt, at bølgerne kan være virkelig store, at vinden ikke altid er med os – og at vi mens alt dette står på, stadig skal være en familie, med alt hvad det nu medfører… Børnene diskuterer stadig, slås stadig og river stadig hovederne af hinanden. Men vi er på vej.

Og Christian og mig…jaaa, der er ikke meget tid uden børn, bølger og vigtige vindbeslutninger. Men jeg kan godt mærke, at han bliver helt glad og lykkelig, når jeg hjælper ham med at navigere eller når han kan se, at jeg synes, at det er top fedt. Eller når jeg overtager roret og kan holde kursen. Så ser han ud som om han har vundet et eller andet stort lotteri. Det er sgu da sødt og dejligt. Og så elsker jeg ham lidt mere.

Gustav er stadig teenager. Han er sød og dejlig og besværlig. Han har en mening om alt og det er helt sikkert, at vi får hans mening. Om 1 måned fylder han 14 år… Gad vide hvor vi er på det tidspunkt? Han sagde i dag, at han glædede sig til at han skulle i byen med sine venner… (???). Det er der heldigvis 2 år til. Og på de 2 år sker der meget og han bliver endnu skønnere og bedre til at passe på sig selv og sine venner. Og måske er jeg mere klar til at sende ham derud…

Bertram er en ægte sejler. Han elsker det her liv og suger alt til sig. Men han savner sin Villads. Hans bedste ven, som han nærmest har kendt altid (ihvertfald siden 0.klasse). Villads og Bertram har hængt sammen, siden de mødte hinanden. De er seje, søde, stærke og helt skønne sammen. De får hinanden til at vokse. Og når nu man ved det, kan det godt være lidt svært at se på hans savn. Selvfølgelig savner han sin bedste ven. Jeg håber, at Villads pakker hele sin familien og kommer og besøger os snart!!

Liva er allerede skoletræt. Fedt at fejle som lærer allerede inden der er gået 1 uge. Det er sgu da ikke normalt, at børn i 1.klasse bliver skoletrætte inden der er gået 1 uge (så hvad gør jeg galt??). Alle børn har fået til opgave, at skrive logbog/dagbog hver dag. Det var tænkt som en blid start, inden den rigtige undervisning (3 timer om dagen) går i gang. Drengene kender godt det der skole-koncept og jeg behøver bare at minde dem om, at jeg er læreren, før de går i gang (det er meget vildt og det virker). Det koncept har Liva lidt sværere ved at acceptere, så hun går bare i protest. Åhhhh, hvor er jeg fuld af taknemmelighed og respekt for hendes lærere i 0.klasse!!