Nu er vi rykket
Hele familien sover og jeg er lige vågnet efter 1. nat på båden. Vi flyttede herned i går.
Vi flyttede ihvertfald de fleste af vores ting herned i går. Lejligheden er ét stort kaos. Vi har lavet forskellige bunker, som står plantet rundt omkring i stuen: Gemmebunken (som mærkværdigvis er blevet meget større end jeg regnede med. Jeg troede at vi var sådan nogle, som kun havde behov for at gemme 2 flyttekasser…men det er blevet til en del mere. Liva alene har gemt 2 flyttekasser med bamser), Bådbunken (som virker meget stor, nu hvor den skal proppes ind på 42 fod), Udsmidningsbunken (det skal bare gøres hurtigt, for ellers forsvinder der ting fra lige præcis den bunke…og tingene forsvinder over i de andre bunker?!), Gives-væk-bunken (som i virkeligheden er flere bunker, fordi det er til flere forskellige mennesker).
Vi har sovet sammen på 4 madrasser den sidste uge…det har sådan set været meget hyggeligt (nok mest for ungerne, som havde en fest!) men det var også mega kaotisk, midlertidigt og helt håbløst.
Her er dejligt på båden. Ungerne er ved at indrette deres små kahytter. Liva og Bertram deler og det betyder, at deres helt ægte privatliv, kan findes i 2 skabe pr person. De tager det flot. Indretter skabe, ordner deres senge og hygger sig med det. Gustav har sin egen kahyt. Det er vist også meget godt. Han er bare virkelig optaget af PokemonGo, så det er begrænset, hvor meget han når, når han går i gang…De skal jo fanges, de bæster.
Christian og jeg har den sidste kahyt. Jeg har 1 lille bitte skab for mig selv! Ét lille bitte et, hvor jeg de næste 2 år kan have mit helt eget ægte privatliv…
Jeg har ikke grædt så meget i går og i dag. Kan dog mærke at der ikke skal snakkes for meget om det der farvel, som venter lige om hjørnet. Nogle dage fantaserer jeg om at stikke af før tid. Bare for at undgå det store farvel. Så kunne vi bare snige os ud af havnen 1 uge før tid og så ville det ikke blive så svært, for så var jeg ikke nødt til at sige farvel. Men det gør vi selvfølgelig ikke. Bare rolig…
Men jeg glæder mig til om 1 måned. Der er afskeden lidt på afstand og vi er forhåbentlig ved at falde til på båden. Forhåbentlig har vi pause i tårerne og kan få øje på alt det gode ved vores beslutning.
For der er jo en grund til, at vi har truffet denne beslutning (og det er meget godt at minde sig selv om, når det hele er lidt hårdt). Vi vil have tid sammen, vi vil på eventyr, vi vil have børnene og hinanden tæt på, vi vil ikke savne hinanden hele tiden pga arbejde. Og så var vi jo så pisse heldige, at vi drømte om det samme og at vi økonomisk havde mulighed for at kaste os ud i det.
Nu kan eventyret bare komme an! Og de næste 2 uger skal bare klares!
Og navnet er kommet på båden:
Vi var lejligheden i dag, for at tømme og smide ud… Og da jeg havde fået nok og trængte til en dukkert og lidt ro, spurgte jeg Christian, om vi ikke skulle tage hjem (helt uden at tænke over at jeg kaldte båden for hjem)… måske betyder det, at jeg ganske langsomt er ved at føle mig hjemme lige her på Johanna!
Hej. Vi har også en Bianca, 420, vi bor dog kun i den 6 uger hver sommer. I år er vi i Middelhavet, planen er at den skal blive hernede de næste par år, inden vi sejler over atlanten, hvis vi tør:-))
Båden er skøn, sikker og dejlig at bo på, hvad jeres planer på sigt? DBH alle på Triton. Jørgen Bach