Farvel til St.Martin

Nyt fra os – endnu et ø-paradis!

Jeg troede ikke på at der fandtes et eventyr på den anden side af St.Martin. Stemningen var tung og de store solbriller fundet frem, da vi trak ankeret op i Marigot bay, St.Martin og sejlede ud i den varme aften med kurs mod BVI’s.
Sejlturen på ca 90 sømil foregik desværre mest for motor – vinden døde helt i løbet af natten. Men vores lille bådbaby holder meget af motorlyden og natten var derfor rolig for ham – og mig.

BVI’s er endnu et af de steder, som ikke stod på listen, som ikke var en del af de store planer og som har taget os alle med storm. Vi er faldet pladask for stedet her, for det helt turkise vand, øerne som ligger tæt og alle de fisk som bliver hevet op OG skudt hver dag. Vi lever som konger og det forråd, som vi har slæbt hjem af flere omgange på St. Martin er ikke skrumpet væsentligt.

Øerne her har det hele. Undtagen by. Og by er hele familien heldigvis trætte af. BVI’s blev ramt endnu hårdere end St.Martin af efterårets orkaner, derfor var vi spændte på hvad der ville møde os. Vi har stort set ikke været i land, men levet vores liv på båden, i vandet og en enkelt gang eller to på stranden. Ungerne nyder igen at kunne snorkle og leve i vandet, der er så klart at vi kan se vores anker og kæde selv på 15 meter vand. Det er vildt igen at fornemme hvor levende det er under os – havskildpadder, kæmpe barracudaer og alt muligt andet lige her under os og rundt om os. Vi har sejlet småture hver dag og er om formiddagen ankommet til en ny paradisø, drengene har fanget aftensmad som er blevet indtaget sammen med vores nye venner på Summerstar. Vi ville ønske, vi kunne blive her en måned mere, vi ville også ønske at der var længere tid til eventyr. Det er dét her vi har savnet på St.Martin – men der var fokus et andet.

Lillebror, vores bådbaby, Sylvester, mindste skipperen og skrigebananen. Jep, han er ikke ubetinget vild med varmen eller at være for langt væk fra sin mor. Det betyder, at jeg de første par døgn mest oplevede det her smukke sted inde fra mørket i min kahyt med blæseren kørende for fulde drøn. Det betød også, at jeg faldt i søvn uden aftensmad med en bådbaby ved brystet. Og det betød, at vi blev mindet om, at der er lyd på babyer. Og det er fandme lidt hårdt på 42 fod. Og uden en barnevogn eller bare en mulighed for at gå en lille tur. Og uden min mor og far tæt på til lige at trøste og aflaste lidt.
Men…Han vokser og lander. Vi lærer ham at kende. Og vi lander. Og for hver dag har jeg været en smule mere udenfor kahytten. I dag har jeg meget røde kinder og lidt for røde skuldre, fordi han faktisk sov 3 timer i streg i skyggen i cockpittet uden at kalde på mig hvert 10. minut.
Jeg er glad for at han er nummer 4. Og at vi godt ved, at det her bare er en fase. Og at det vist er noget med at den her verden opfattes langsomt – men voldsomt at vores nyeste lille mennesker (selvom han er helt alene med os på en meget lille båd i en kæmpe verden). Og jeg er glad for at jeg har 3 positive mennesker omkring mig hele tiden, der er så gode til at få øje på det gode og på lillebrors udvikling og trivsel. De er alle enige om, at i dag har været den bedste dag på BVI’s…for i dag har Sylvester smilet meget, grædt lidt og vi har spist is. Og så er der blevet fanget en ret stor fisk.

Og hvis der er noget vi kan sige med sikkerhed så er det, at vores bådbaby er mest rolig når vi sejler. Mindre rolig når vi ligger for anker og der sker for meget. Og det taler jo ret meget for et Atlanterhavskryds…

Men nu tager vi lige den der tur til Bahamas. ETA om ca 4 dage. Og derfor stilhed fra os indtil vi har kastet anker.

Det her bliver helt uden billeder…nettet er for dårligt til at uploade. Men de følger senere…!

 

2 kommentarer

  • J

    Jeg er ny læser her hos jer, så jeg har ikke nået at læse med fra starten og jeg kender intet til sejlerliv. Men jeg synes at I er vældig god læsning og virkelig interessant måde at være familie på, så jeg regner med at hænge på fremover. Jeg er lige kommet til at spekulere på, hvad I alverden I gør med (beklager udtrykket) alle de lortebleer sådan en baby nu engang producerer? Jeg er sikker på at alle mulig andre, og muligvis mere relevante, spørgsmål dukker op når jeg får læst mere af bloggen, men mit lavpraktiske sind tumler med at regne det ud…

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cille

      Hej Jette, dejligt at du læser med – også selvom du intet kender til sejlerlivet…det er ikke så vigtigt! Det vigtigste er eventyret! Og dit spørgsmål om lortebleer…hmm ja, godt spørgsmål. På denne tur fra BVI’s til Bahamas (hvor vi lige har droppet ankeret) var det ikke noget problem. Babyen ligger med med bar mås og de bleer der er, kommer i gamle vanddunke og så ned i ankerbrønden. Men lad os se hvordan det går over Atlanten…

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Farvel til St.Martin