#5 Samtalen rundt om morgenbordet

Og så kom vi til Saba…

Saba var helt anderledes at ankomme til end vi havde forestillet os. Helt øde og umiddelbart ret ufremkommelig. Vi lagde os ved en bøje ud for vestkysten – endelig et sted med gratis bøjer, som de vist har sat, fordi det kan være lidt svært at ankre her. Vi ligger fantastisk med udsigt til Saba på den ene side og det store hav på den anden. Her er ca 16 meter dybt – lige her hvor vi ligger – og alligevel kan vi ane bunden. Vanden er helt dybblåt og under vandet vrimler det med fisk. Godt vi landede lige her.

img_1686 img_1687

Vores tur hertil var noget anderledes den vi havde forestillet os. Men den her sejlerverden er jo sjældent som man forestiller sig…
Vi startede fra St. Kitts klokken 07.30. Trak vores anker og vores hækanker op og begav os på vej ud i den ukendte verden. Vores ankerspil driller ikke hver gang mere, men det er blevet anderledes…og man skal virkelig gøre mange ting på én gang, hvis man vil sikre at det skide anker kommer op! Der bliver råbt lidt af ankeret igen…vi er pludselig ikke helt så gode venner mere!

Den første time var ok. Vi satte sejl og gik ca 6 knob. Der falder en helt særlig ro over hele besætningen når motoren slukkes og vi bare flyder lydløst afsted. Og vi nød det så længe det varede.
Så døde vinden. Til gengæld havde bølgerne vokset sig pæne de sidste par dage – og de var helt forvirrede over hvilken retning de skulle komme fra på grund af den manglende vind. Så de kom alle vegne fra. Og vi væltede rundt – nu uden fart, med blafrende sejl og fuldstændig overladt til bølgernes liv.
Motoren måtte tændes igen. Sejlene ned. Og skipper sur. Sådan gik det de næste mange timer.
Så kom vinden igen den sidste time og vi blev alle lidt gladere. Sejlene op. Motoren slukkes. Og skipper glad.
Heldigvis blev ingen søsyge og ingen blev bange. Det betyder ikke at stemningen var i top…men vi har vænnet os til lidt småskænderier på vores sejladser. Og det er uudholdeligt, men der er ikke så meget at gøre ved det. Vi snakker selvfølgelig en masse om det med at der skal være plads til alle og at alle er ansvarlige for stemningerne og bla bla bla.
Men sandheden er, at alle er super irriterende (også de voksne) når vi sejler mere end 6 timer for tiden…og det gør vi jo en del. Endnu en lille udfordring, som vi må tage fat på. Måske har vi rykket os lidt for meget den sidste tid. Vi trænger til en base igen og ser frem til at ligge på St. Martin i 2-3 uger og lande i hverdagen igen. Det er jo det der med at vide hvor supermarkedet er, hvor teenageren selv kan bevæge sig hen med sin tlf og have kontakt med sine venner derhjemme, hvor der er godt at springe fra på molen osv… Det kan vi sagtens få øje på og forstå, når vi igen er friske i hovederne, men lige der på 42 fod midt på havet uden mulighed for andet end at være sammen, der er det svært at begribe at det skal være så tungt og larmende at være sammen bare os 5.
Lige da vi havde lagt os godt fast i bøjen, hoppede Christian og drengene i vandet med deres harpuner. Christian dykkede ned – og kom 10 sekunder efter op med en flot horse eye jack. Så fik de blod på tanden og svømmede ind mod revet. En time efter komme de tilbage – lidt kolde og trætte, men helt fyldt op af oplevelser. Og med aftensmaden sikret. De havde set og svømmet med en nursehaj og to Caribiske revhajer. Altså store hajer – på størrelse med teenageren. De er så vilde! Og ikke bange, men kun klar på oplevelser.
Da fiskene var renset og tilberedt, satte vi tænderne i dem. Der er noget særligt ved helt friske fisk. Når vi spiser dem, har de været sprællevende en time før…det er så lækkert.

Mens drengene var ude, gik det op for mig at det virkelig har båret frugt med alt den læsning med Liva. Hun læste de sidste sider i sin læsebog højt for mig – uden slinger og uden gætterier. Og hun kunne godt selv mærke det og høre det. Da hun lukkede bogen, sagde hun : “Nu kan jeg læse”. Og jeg tror hun har ret.
Vi har taget fat på næste niveau af læsebogen og hun har som det aller vigtigste lyst til at læse. Og til at tale engelsk…det er dog ikke forbundet med lige så mange klapsalver fra den øvrige besætning. Man kan være sikker på at engelsk er hendes første valg, hvis hun skal sige noget til én af os. Hvis der ikke kommer svar, forsøger hun igen – og først 3.gang slår hun over i dansk. Vi må snart finde nogle ikke-dansk-talende børn, som hun kan få snakket engelsk med. Så kan det være at det stilner lidt af her på Johanna.

I dag skal vi på en eller anden måde ind til land, op ad en virkelig stejl bakke/vej, ind på midten af øen og der opleve Saba, som beskrives som noget helt særligt i guidebøgerne. Men først skal resten af banden vågne og jeg skal nyde roen og den varme kaffe. Klokken er kun 07.00 og det tegner til at blive en varm og smuk dag.

img_1685

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

#5 Samtalen rundt om morgenbordet