Om at få en mail…

Fik en mail fra mine forældre om stort og småt – om deres hverdag og liv derhjemme. Det var dejligt. Men mest dejligt var det, at det aldrig er ligegyldigt, når de skriver til mig. Måske var det udadtil bare en mail om stort og småt…men alligevel rammer de plet. De skrev, at de var blevet mere trygge ved, at jeg nu sætter grænser for hvad jeg tør. Og det er så rigtigt.
Og det er så dejligt, at de helt på den anden side af et stort hav godt kan mærke det, og godt kan få øje på, at det var vendepunktet for mig (og dermed også for deres følelse af tryghed) – og sætter ord på det. For det var lige præcis da jeg fik sat grænser for hvad jeg turde, at det her blev et eventyr, som jeg har lyst til at være i. Og der gik lang tid. De første 4 måneder var hårdest… Jeg troede, at jeg med denne beslutning om at sælge alt, kaste alt op i luften og begive mig ud på mit livs rejse, var nødt til at turde alt. At klare alt og så ville jeg nok lande. Men heldigvis fandt jeg ud af, at jeg ikke behøver at turde alt. At det der med at sætte grænser – også – er godt i den her hverdag. Og heldigvis hjalp Christian mig med det. Selvom hans grænser er anderledes. Og heldigvis har min mor og far lært mig at mærke efter – og handle på det. Og selvfølgelig også det der med grænser.
Tak fordi I mindede mig om, at det faktisk var det der blev vendepunktet. Og tak for den mail.