Ny morgenrutine på Johanna

Om at flygte lidt

img_3225

Så er det i dag der er afgang mod Havana. Vi ville have været afsted for et par dage siden, men feber og manglende lejebiler i hele Santiago de Cuba gjorde, at det altså først er i dag vi vinker farvel til Johanna og begiver os ud på en 15 timers bustur fra Santiago de Cuba til Havana.
Det er ikke bare lige sådan at forlade båden i en uge. Der er virkelig meget arbejde der skal gøres inden – men vi nåede det. Alle har pakket og vi er klar.

Det passer mig glimrende at vi nu skal på eventyr et nyt sted. Jeg er lidt ramt af Cuba og af hvordan familierne her lever. Jeg har lyst til at sætte mig og græde over det et par gange om dagen. Over alt den frihed vi har – helt uden at være bevidste om det. Og over alt det cubanerne er vant til og er styret af – og alligevel smiler de og åbner deres døre og hjerter for os. Det er ret særligt at komme i båd og have en hverdag så tæt på deres, fremfor at bo midt i byen på et hotel eller et værelse. Vi kommer tættere på deres hverdag og på dem. Og vi har nu mange gange hørt og set desperationen hos Pedro og Rosa – desperationen over at mangle og ikke at vide hvordan livet ser ud i næste måned. For de har intet arbejde og de ved ikke hvornår situationen ændrer sig. Om der kommer en masse både i marinaen, som har brug for at Rosa vasker deres tøj eller om Pedros astma bliver bedre.
Jeg er så helt utroligt dårlig til at lukke af og ikke involvere mig. Og jeg bliver så ramt af den her familie og deres naboer og deres venner og deres familier, som alle er så helt utroligt søde og åbne og gæstfrie, men som alle kæmper. Og derfor bliver balancen så skæv. For under hele den her overflade af at vi virkelig føler os modtaget og passet på, så ligger der hele tiden en forhåbning om at vi kan gøre noget for at ændre situationen for dem her og nu. Har vi mon gamle iPhones, fiskekroge, dykkerbriller, kuglepenne, en kikkert, sæbe, mælk…hvad som helst, som vi kan undvære. Eller endnu bedre kan de mon købe noget for os på det sorte marked og beholde en del af fortjenesten.

Og helt kujon-agtig og forkælet, så trænger jeg til en pause nu. En pause, hvor jeg bare kan være lidt turist og hvor det ikke gør så ondt og hvor jeg ikke har lyst til at græde over skæbner, som jo heldigvis ikke kun er desperate, men også helt lykkelige og åbne og bager kager til os, giver mange kys, mærker Livas febervarme pande, spiller bold med drengene og har helt styr på os.
Jeg skrev, hvordan jeg havde det i går til min Mira, som heldigvis helt rigtigt svarede, at vi ikke kan gøre for hvor i verden vi er født og at den der dårlige samvittighed ikke kan bruges til noget. Men det kan det til gengæld at være åbne og søde overfor dem. Og så græd jeg lidt igen og så løb min 1 times wifi ud og jeg skyndte mig at tage solbriller på.
Og så snakkede jeg med ungerne om det. Og de oplever det jo selv helt tæt på- og finder gerne gamle fiskestænger, kroge, tøj osv frem til dem. Men de oplever heldigvis også at de har fået gode venner her og en slags familie. Og når man er på farten i 2 år, så er det heldigvis en masse forskellige oplevelser der kommer med hjem. Og vi vil aldrig glemme Cuba og de her mennesker.

Men nu stikker vi altså af til Havana. Og kommer tilbage til båden og er klar til den her virkelighed igen om en uge.

img_0286

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Ny morgenrutine på Johanna