Om at genkende (og huske) følelser

Vi har nu været på Martinique i 11 dage – og det er svært at overskue at skulle herfra. Ankerbugten her i Fort de France har det hele og alle er faldet godt til. Det er ret skønt, at vi nu efterhånden har været og oplevet ret mange steder, hvor alle er faldet godt til. Og mange steder, som vi har knyttet os til og har svært ved at komme fra.
Det aller bedste er at vi ikke har travlt. Vi kan blive hængende her til vi er færdige. Og vi kan komme tilbage, hvis vi har brug for at opleve det igen. Det er så dejligt, at vi har taget en beslutning om ruten – også selvom den kan ændre sig. Det giver ro.

Den australske båd vi har mødt her i Fort de France er en rigtig fin familie. Frank, Charlotte og deres tre børn Che på 15, Vasco på 13 og Saffria på 8. De har købt deres båd her i Caribien og er fløjet hertil i januar for at starte deres eventyr. På mange måder minder deres historie om vores. Frank er tømrer og har arbejdet alt for meget. De har brugt de sidste mange år på at sætte hus i stand – og nu da det var færdigt, havde de ikke lyst til at bo der. De er taget væk for at få tid sammen, for ikke at savne Frank og for at få oplevelser sammen. Beslutningen er truffet meget hurtigt, fordi der måtte ske noget andet. Og nu står de midt i det – med alle de følelser, som jeg såååå godt kender. Og har skrevet så meget om her, fordi det fyldte så meget:
Her var det svært

Og her var det svært

Og her var det svært

Og så var det svært på en masse andre tidspunkter…men vi (jeg) kom igennem det.
Charlotte er lige der, hvor jeg var de første mange måneder. Helt sprød og tvivlende på om det her nu også er det rigtige for familien. Hun beskrev følelsen af at vågne op med “Why the fuck are we doing this??” i sit hoved mange morgener. Og at have dage, hvor energien er ikke-eksisterende, fordi alle tankerne og følelserne er alt for svære. At kigge på sine børn og blive fyldt af den sorteste og dårligste samvittighed, når de savner det derhjemme. Og at have lyst til at skrue tiden tilbage og fortsætte det stressede hverdagsliv hjemme – bare for at slippe for at skulle være så helvedes modig og sej hele tiden.

Det er vildt hvad det gør, at møde én, som kender de der svære følelser. Og er med på at snakke om det. Jeg kunne se hvad det betød for Charlotte, at jeg kendte de der følelser – og at jeg havde kæmpet mig igennem dem og nu helt ægte kan sige, at jeg er så glad for at vi gjorde det her! At vi prioriterede vores børn og os selv – på trods af at det var så hårdt i starten. Og på trods af de mange svære følelser og tårer. Jeg tror på at Charlotte tør blive i det og snart kan mærke, at det bliver lysere og nemmere. En stor del af det der gjorde en forskel for os – udover tid – var de mange gode mennesker vi har mødt på vores vej. Alle de relationer, som jeg har skrevet om før, som er medvirkende til at give følelsen af en eller anden form for normalitet. En følelse af “her er jeg med mine venner midt i alt det store og nye” og en følelse af “mine børn er en del af den store gruppe børn”. For det er mærkeligt ikke at føle at man er en del af et fællesskab – både for børn og voksne.
Og så kan man føle sig så voldsomt ensom. Selvom man er sammen med de aller vigtigste.