Om at lande

Hvordan er det så ægte…Altså helt ægte at lande herhjemme…?
Det har været mega hårdt. Jeg har haft lyst til at vende om og løbe væk mange gange. Jeg har været usikker på nutiden og fremtiden. Vi har været hjemløse, arbejdsløse og lidt i krise. Men nu kommer roen. Og det, der hele tiden har holdt os på rette spor, har været de søde børn. De er landet hurtigere end vi er. De har haft en hverdag med struktur, men en klasse og faste pladser. Med et skema for dagen og aftaler efter skole. Og med gode venner og lærere, der havde en plan for deres hverdag. Det er heldigvis nemt og godt at lande i.

Ligesom jeg ikke kunne klare at ringe hjem og høre den stemme, jeg savnede aller mest, da vi var på langtur, har jeg heller ikke været klar til at kigge på billeder fra turen . Men det er jeg nu. For mig er det noget med, at når det holder op med at gøre ondt, så er der plads til at tage hul på et nyt kapitel. Og det har gjort ondt. Jeg har savnet roen, tiden og min familie. Men nu er jeg ved at være klar til noget nyt. Til det her.

Vi er landet det smukkeste sted. Jeg bliver glad hver morgen, når jeg går tur med barnevognen i havnen og rammes af vintersolen og kan høre mågerne skrige godmorgen. Når havet ligger lige der og jeg ikke behøver forholde mig til hverken biler eller mennesker, men bare har hav og måger hele vejen rundt om mig. Jeg bliver glad, når det er okay, at Sylvester ikke falder i søvn med det samme, for så kan jeg fortsætte min morgentur og snakke med min baby med røde kinder, som ligger helt lunt i sit lammeskind og ikke aner, hvor heldig han er.
Og når han så sover, kan jeg liste ind bag lågen, parkere barnevognen, gå op i huset og sætte mig foran brændeovnen. Jeg savner endnu ikke byen eller larmen eller den stress jeg følte, ved at vide, at ALT var tilgængeligt.

Liva og Bertram kører med Christian hver morgen kl 7.30 og når i skole til tiden. For dem, minder det her meget om livet ude i den store verden. For herude er folk forskellige – ligeså forskellige, som alle dem de har mødt de seneste to år. Det er også en form for tryghed.
Vi prøver at bruge en masse tid på at åbne hjemmet. At invitere folk og lade dem vide at de bare kan komme. Specielt for ungerne er det ret vildt endelig at kunne have venner hjemme. Med plads.

Vi aner ikke hvad der kommer til at ske. Og det er okay. Vi har fundet en base. Det er for os verdens bedste udgangspunkt. Og så tror jeg egentlig, at resten bare kan komme an.

I dag har jeg fx købt mig en flyverdragt…og på den måde bydes vinterkulden velkommen.

Om to måneder fylder jeg fx 40…og så skal der jo holdes en kæmpe fest.

På torsdag kommer Gusse fx hjem…og så er familien samlet ihvertfald i et døgn (inden Christian tager til den årlige drenge-julefrokost, som han ikke har været med til meeeeget længe).

Og om ikke så længe sover Sylle fx (forhåbentlig) lidt bedre om natten…og så kan gå senere i seng end klokken 21.

Så det kan bare komme an!