Om at nyde langsomt…

Sejlturen fra Jost Van Dyke, BVI’s til Bahamas gik som vi drømte om. Vejrudsigten stemte nogen lunde for en gang skyld – denne gang dog med mindre vind end de havde lovet (og ikke de plus 5-10 knob man plejer at skulle regne med).
Vi sejlede afsted lørdag formiddag. Alle var glade og klar – og forventningsfulde. Min mave var helt rolig. Og det er altså ikke en selvfølge inden et længere stræk – og slet ikke med en helt ny bådbaby ombord. Men vores sidste 2000 sømil i modvind har gjort noget ved mig. Og ved os alle sammen. Vi ved, hvad vi kan klare. Og vi har oplevet, hvor meget vi faktisk kan klare sammen. Så de 500 sømil i medvind, de virkede pludselig som en meget nem tur. Og så var der jo pludselig overskud til at glæde sig, til at nyde det og til bare at være sammen.

Heldigvis elsker bådbabyen stadig at sejle. Men helt imod skippers principper, elsker han aller mest når motoren larmer…
Det fik han lov til at opleve i 24 timer. Resten af tiden fløj vi afsted for sejl. Vi lå ret stabilt på 6-8 knob i gennemsnit og var en enkelt gang oppe og logge 11 knob. Vi havde bølger på ca 1,5 meter – enkelte steder dog 2,5 meter. Men ikke ubehagelige.

Bådbabyen tog sin morgenlur på Bertram, som til gengæld sad helt stille og nød den lille varme bådbaby. Hver morgen. Tak for det!

Skipper var lykkelig. Besætningen nem. Skippers kone bagte og bagte og der blev serveret både boller, rugbrød og kager. Ungerne var på toppen. Båden sejlede som en drøm. Og ingen blev søsyge. Vi har aldrig spist så meget på en sejltur før. Og vi har aldrig lavet så meget lækker mad på en sejltur før.

Helt som det passer sig ved sejlads her i varmen blev vi fulgt af flere flokke delfiner. Og det bliver vi ikke trætte af. Aldrig. Og flyvefiskene, som også efterhånden er et ret almindeligt syn, blev registreret og nydt.

Vi er ved tage afsked. Helt langsomt nyder vi lidt ekstra. Vi fokuserer lidt mere. Og vi vil helst være sammen. Også uden at lave noget. Det er ret særligt, for alle ved godt at det slutter snart. Og så bliver det bare endnu mere særligt. Og næsten lidt højtideligt – samtidig med at det jo bare er vores hverdag, som den har set ud de sidste 21 måneder.

Vi er på Bahamas nu. Og farverne er lige så vilde, som vi havde forestillet os. Vi har endnu ikke set hajer. Og det er vist meget heldigt, for Liva har svoret, at hun ihvertfald ikke skal i vandet på Bahamas. For der er jo hajer. Og en eller anden har fortalt hende at man hverken må tisse i vandet eller sprælle, for det tiltrækker hajerne. Og når man er Liva på 8 år, er den tanke ikke helt til at overskue. Så nu arbejder vi langsomt med at lokke hende i vandet og så må de der hajer godt holde sig væk. Ihvertfald i et par dage.

Vi bevæger os langsomt gennem de mange øer og suger til os. Og vi husker at nyde havets og himlens farve. Og livet under os.