Hjemme igen

Om at være gravid herude i verden

img_4509

Jeg er over halvvejs i graviditeten nu og det begynder at gå ægte op for mig – og at kunne mærkes og ses. Jeg ligner ikke så meget hende der bare har haft en lidt for sjov sommer mere… Og heldigvis giver det så meget positivt fra hele verden, når man kommer gående med struttende mave og en bunke glade børn ved siden af. Og den stolte fader i hånden. Christian får virkelig mange skulderklap med på vejen – og gode ord, som vi ikke forstår, men som helt tydeligt handler om at han er lidt af en supermand med alle de unger…

Som vi nærmer os, begynder jeg selvfølgelig også at være nødt til at forholde mig til hvor lillebror skal komme til verden. Og jeg bliver også usikker på at skulle føde en baby et sted i et fremmed land, hvor jeg måske ikke engang forstår hvad de siger til mig, hvor der er andre kulturer og normer for hvordan en fødsel skal foregå, hvordan den fødende behandles, mængden af medicin osv.
Jeg har ingen erfaringer og kender ingen som har født nogle af de steder, hvor det kan tænkes at blive relevant for mig at føde.
Det er ikke en mulighed for mig at flyve hjem til Danmark – det ville betyde alt for meget planlægning i forhold til opbevaring af båd, flybilletter, vintertøj (ja, til en hel familie på 5 + 1 baby) og usikkerhed om hvornår vi kan vende tilbage.

Lige nu er planen at vi sejler til St. Martin og forhåbentlig kaster anker der i starten af januar. Vi har gode kontakter der og kan godt forestille os at skulle hænge ud der i 2-3 måneder (måske længere, hvis vi beslutter at krydse Atlanten derfra). St. Martin blev alvorligt ramt af orkanen Irma og det betyder at øen lige nu er ved at skulle genopbygges. Hospitalerne er dog sluppet og til januar/februar skulle der efter sigende være nogen lunde styr på øen igen. Bortset fra at de mangler arbejdskraft til opbygningen af bygninger, både osv. Og det vil give god mening for os at give noget tilbage på denne måde også. Så Christian er i gang med at finde ud af om der er brug for hans snedkerevner på øen til januar…(og han får stjerner i øjnene når han snakker om at få lov at arbejde lidt med træ igen…). Og på den måde kommer det hele måske til at gå op…han kan få hjulpet med genopbygning, jeg kan føde en baby og vi kan have ro på i 3 måneder i omgivelser der ikke er helt så langt fra de danske (bortset fra at det er virkelig varmt og at vandet er helt, helt blåt).

Vi burde heller ikke få de store problemer med papirarbejdet og midlertidigt pas eftersom den ene del af St. Martin er fransk – og derfor hører under EU. Så kan vi få lov at sejle derfra med lillebror uden de store problemer og uden at blive anklaget for menneskesmugling, som vi ellers har hørt kan blive konsekvensen ved at føde på Cuba (som vi ellers har overvejet – men droppet igen).

Det er stadig ikke helt nemt at være gravid og væk fra alle de gode mennesker hjemme i Danmark, jeg ved stadig ikke hvordan vi skaffer noget som helst udstyr eller tøj til babyen – men han skal nok komme ud og på en eller anden måde løser det sig altid. Og under alle omstændigheder er denne graviditet helt anderledes end de tre andre. På alle måder. Men han er stadig ret heldig. Og han har tre søskende, som kommer til at gøre hans liv ret fedt – og som er helt tæt på. Og det opvejer på en måde at der ikke er styr på noget som helst – hverken fødested, tøj, udstyr eller fremtid. Vi får styr på det.

3 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hjemme igen