Om at vende hjem…

Det med at vende hjem fylder meget for tiden. Det gør det, fordi Drum inden for den næste måned skal krydse Atlanten og vende hjem til Danmark. Og tage hul på deres almindelige hverdag igen. Og vende hjem til deres hus, deres møbler, deres have, deres ægte naboer…og alt det velkendte.
Og når vi snakker om det. Og når jeg ser deres børn glæde sig til deres værelser, trampolinen i haven, cykelturen (den velkendte) til skolen, naboen der deler bolcher ud osv, så kan jeg virkelig godt misunde dem. De har et hjem de skal hjem til. Og kan planlægge og glæde sig til.

Selvom det her var rigtigt for os, så er det mærkeligt ikke at kunne snakke om det der venter hjemme. Det er en lidt rodløs følelse… måske mest for mig. Men måske også for ungerne. Vi snakker om Svanemøllen havn som vores hjem. Det er sgu da lidt mærkeligt. Der har vi jo aldrig boet før. Og vi har ikke engang en dør vi kan lukke. Eller en nabo, som kommer til kaffe – eller deler bolcher ud.
Gad vide hvordan det føles om 1 år, når der er kommet endnu flere oplevelser på kontoen og når Danmark føles endnu længere væk. Måske er Svanemøllen havn på det tidspunkt blevet så meget hjem i vores hoveder, at det er helt ok. Måske føles Johanna endnu mere som hjem, så vi ikke har brug for at drømme om noget derhjemme. Måske er det nok, at alle vores mennesker står i Svanemøllen havn når vi kommer sejlende ind. Så bliver det nok til et hjem.