San Andrés - Jamaica

Om en lorte tur – men nu er vi her

Jeg er sgu ikke sikker på det der Atlanterhavskryds alligevel. Vores tur fra San Andrés til Kingston, Jamaica var så hård og helt anderledes end vi havde håbet på og forestillet os. Vejrudsigten var ellers lovende og humøret var i top, da vi forlod San Andrés onsdag formiddag. Men det skulle hurtigt ændre sig. Christian skriver logbog og kommer med alle de detaljer, som måske forklarer hvor hårdt det var og hvorfor – men det her kommer til at handle om hvordan vi havde det.
Bertram lagde meget hårdt ud med at blive søsyg, som han sjældent har været før. Han kastede alt op og kunne ikke indtage hverken vådt eller tørt. På 2 og 3.dagen måtte vi tvinge ham til at nippe til lidt vand. Solen bragede stadig ned på det tidspunkt, men vi kastede os ned i bølgerne i det ene hårde brag efter det andet.

Det eneste samtlige læger har sagt til os i forbindelse med graviditet og sejlads er, at vi skal holde os fra sejlads hvor båden bliver tonset ned i bølgerne af hensyn til moderkagen (vist nok) – men det var svært at undgå her, så jeg måtte ligge ned og forsøge at “holde på” maven, så godt jeg kunne. Derudover opdagede den søde læge inden afgang fra San Andrés, at jeg havde et åbenbart meget lavt jernniveau (hvilket forklarer trætheden) og en infektion – så jeg tog afsted med stærke jernpiller og penicillin. Den blanding af hård vind, bølger og manglende indtag af mad og drikke var bare en håbløs kombination for mig, så jeg havde ondt i mave og hoved i samtlige 4 dage.

Mens Christian sloges med bølger og vind, kæmpede resten af besætningen for at indtage en smule mad og drikke. Og ham Bertram var så hårdt ramt, at jeg er meget glad for at det ikke varede mere end 4 døgn. På 4. dagen snakkede han kun om mad (mest om jerk chicken, som han har læst om skulle være ret fantastisk på Jamaica) – men kunne dog stadig ikke spise noget og drak kun med tvang en smule vand.

Liva svingede meget i løbet af turen. Hun gik fra at være gået nærmest i hi – helt stille ved siden af mig til at snakke hysterisk i cockpittet uden rigtigt at have en modtager for alt sin skøre energi. Til gengæld kan man altid lokke kiks, chips, slik og sodavand i hende – og på den måde være rimelig sikker på at hun får nok (ihvertfald hvis sejlturen kun er 4 døgn).

Gustav viser igen og igen hvor meget han er vokset. Han tager fra og viser omsorg og tager meget gerne over på sejladsen. Men vind og vejr var så vanvittigt på dette stræk, at det var svært for Christian at forlade roret og overlade vagter til andre. Jeg kunne kun tage over 2.nat, da jeg endnu ikke var meget ramt og vind og vejr var ok. Gustav forsøgte lidt hver nat, men det blev ikke til meget søvn for vores seje skipper.

Christian er Christian – og jeg er glad for at det lige præcis var ham, der sejlede båden. Han har en ro, som gør, at jeg tror på at der er styr på det uanset hvad. Han bliver stædig og stille og tager kampen op. Og heldigvis fortalte han mig først i går efter båden trygt lå stille ved kajen at han troede, at der var en storm på vej (noget med skyerne). Selvfølgelig havde han også klaret det, men jeg tror han er lettet over ikke også at skulle kæmpe med sådan én.

Det gode der er at sige om denne tur er, at jeg ikke blev bange for vind og vejr – det blev ingen af os. Bølgerne på (engang imellem) 4-5 meter, vinden der meget ofte var omkring 15 m/s og uvejret, som rasede om ørene på os…det har vi alle lært at tackle. Men at have det fysisk dårligt og se sine børn blive stille og bare “klare det”, det er jeg ikke fan af. Og sgu heller ikke god til. For hvor føler man sig bare lille bitte på en lille bitte båd i et meget stort hav langt væk fra alting, hvis nu der blev behov for hjælp.

Og det får mig selvfølgelig til at tænke over det der Atlanterhavskryds…for hvad hvis vi haft en baby med på denne tur? Vi kunne dårligt holde sammen på os selv, så hvordan skulle der have været overskud til en lille 2 måneders baby, som skulle ammes, elskes og var vågen på skøre tidspunkter. Jeg ved godt, at vi ville have klaret det. Men spørgsmålet er, om vi har lyst til at planlægge sejladser, der handler om at de “skal klares”… Jeg er ikke sikker på at det er noget jeg vil udsætte hverken børn, skipper eller mig selv for. Og så ved vi jo stadig ikke hvordan lillebror er.
Sikkert er det, at vi skal snakke om det. At vi skal huske, at vi er på det her eventyr, fordi vi har valgt at bruge tid på det gode liv sammen. Og måske er Atlanterhavskrydset en del af det – og måske er det ikke.
Denne her tur vil ihvertfald blive husket for det ikke så gode. Men allerede nu – ca 1 døgn efter, er følelsen ved at fortage sig og Bertram har fået liv i øjnene igen, skipper har fået sovet, vi har sovet i marina i nat og poolen og det gratis wifi er indtaget. Her er vanvittigt billigt og det er ok at spise frokost ved poolen og nyde, at det hele er helt nemt. Og det føles lidt som ferie.

Vi har været igennem det helt store indklarerings-show, som vi ikke har oplevet så grundigt andre steder. Vi har været i karantæne på vores båd, indtil vi var blevet tjekket for sygdomme m.m. – derefter kom først customs-officeren og ca en time efter kom immigrations-officererne. Vi har udfyldt ca 100 siders papirer med alt fra pasnumre til de seks sidste havne vi har været i (med præcise datoer). Men nu er vi her helt lovligt. Det gule karantæneflag er skiftet ud med det Jamaicanske – og selv alle de vigtige mænd i uniformer og orange vigtig-veste siger “yeah man” når de svarer én på spørgsmål om immigrationsregler. Jamaica bliver godt. Men i dag tager vi en helt stille dag ved poolen, tager hul på snakken om de næste sejlture og glæder os over at vi ikke lige foreløbig skal leve et parallel-liv, hvor den ene er vågen når de andre sover og hvor vi aldrig er vågne alle fem samtidigt. Og så er det bare bedst at kunne rulle hen til min skipper når jeg vågner om natten – i stedet for at have ham stående ved roret og slås mod de der voldsomme kræfter.

Vi har af gode grunde ingen billeder fra turen. Ingen kunne overskue eller overhovedet overveje tanken om at tage et kamera frem. Til gengæld kunne vi godt overskue at tage billeder efter vi kom frem. Både af flagproduktion, hejsning og det gode poolliv. Man kan måske ane trætheden i vores øjne, men vi ser da alligevel ret glade ud. Og det er vi også. Og lettede.

img_0140

img_0144 img_0142

2 kommentarer

  • Henrik Andersen

    Hvor der det godt gået.
    Føler med Christian om den lange vagt.
    Nu kan i klare alt.
    Glæder mig til og læse skippers logbog.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cille

      Ja, vi kan sgu så. Tak. Logbog kommer snart – meeeen først lige en rotte i fælden, tak.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

San Andrés - Jamaica