Om søskende

Da vi fik Gustav, vidste vi selvfølgelig ikke at vi 3-4 år efter skulle have Bertram. Og da vi fik Bertram, vidste vi selvfølgelig ikke at vi 3-4 år efter skulle have Liva. Og pludselig havde vi 3 unger. Helt vildt forskellige unger. Som nyder den her tur og det her liv på hver deres måde. Og som jo er så forskellige steder i livet og i bevidstheden på grund af deres alder. Men også på grund af deres “væren i verden” og deres plads i søskendeflokken.

Man kan tydeligt mærke på Gustav at han er storebror. Han har overblik og er klar med en kommentar til de to små i alle tænkelige situationer. Han er også super god til at få dem med og er så omsorgsfuld (når han gider!!).

Og Bertram er et klassisk midterbarn. Ikke i klemme, men super god til at diplomatisere sig ud af alting.  Han forholder sig ikke så meget til hvad der sker omkring ham og man ved som regel ikke om han har hørt hvad der er blevet aftalt. Men han er altid med den værste alligevel.

Liva er helt klart lillesøster!! Og ved præcis hvilke knapper hun skal trykke på. Bertram glider oftest af og så forsøges der med Gustav. Og der er gevinst HVER gang… De to kan have kampe, som kun storebror og lillesøster kan have.

Derfor er det heller ikke tilfældigt at jeg faldt over dette billede på Gustavs kamera:

Når deres kamp er aller værst, er det nok præcis sådan han oplever hende. Og han er jo storebror…så selvfølgelig tager han et billede af hende midt i kampen!

Heldigvis er kærligheden der hele tiden. Og når nu vi har snuppet dem væk fra andre sociale relationer med børn, er det sgu nok meget godt at de øver sig på hinanden. Også selvom alle bliver en del af det på de her 42 fod.

Christian og jeg snakkede den anden aften om det bånd de her 3 børn har og opbygger lige nu. Den her tur vil for altid være en del af deres fælles barndom og de minder der skabes her, vil sandsynligvis være med til at knytte dem endnu tættere. Og så huskes kampene nok ikke lige så tydeligt som alt det andet de har gang i her i verden!