Om strandtur, følelser og rygning

Har haft en god dag på stranden i dag. Vi vågnede sent og kiggede dovent på hinanden. Ingen havde egentlig lyst til endnu en kedelig dag i venteposition. Vi har set byen. Den er hyggelig, men vi gider ikke mere.
Den dovne teenager var tydeligvis klar til en dag i sengen med youtube… Men han blev gennet ud. Lidt sur og utilfreds, men altså…der er sgu så mange andre kampe, så sådan en lille teenage-kamp er bare velkommen!
Ned på den nærmeste café til morgenmad. Café con leche, tostada og aqua…og så kører det.
Så fandt vi den lokale bus 15 og kørte gennem den del af byen, som vi ikke har set. Smuk, smuk udsigt, hyggelige torve og gamle bygninger. Efter 20 minutters kørsel, var vi ved stranden.

Det var lige hvad vi trængte til. Blødt sand, klipper og bølger.
Ungerne faldt til ro igen og ventede ikke længere på et eller andet der skulle ske i fremtiden. Man kan se på deres kroppe, når der er for meget i gang i deres hoveder. Så det er dejligt, når skuldrene sænkes og blikkene bliver rolige igen.
Et ekstra plus ved denne strand er caféer, barer og boder. Liva kan købe en flaske vand uden mig…det er også en slags frihed!
Den lille rødhårede diva går gerne på indkøb. Alt indledes med et “hola”…og i dag efterfulgtes det af “aqua” og hun kom stolt tilbage med vand og byttepenge. Og eftersom hun klistrer til mig her i Spanien (både dag og nat), føltes det ret dejligt at genoptage og genopdage en slags selvstændighed.

Havde en dejlig Marie på min tlf på stranden. Hun skrev til mig at det måtte være lidt svært med de svære følelser, når nu vi skulle være så helvedes glade (frit omformuleret – jeg tror ikke hun bandede) og på vores livs eventyr. Så græd jeg lidt (meget lidt!) bag solbrillerne, for det er lige præcis sådan det er! Jeg venter på at de svære følelser forsvinder. På at den der ubetingede lykke-følelse sætter ind. Ok, jeg accepterer at det ikke sker før vi er samlet på båden igen. Men hvad hvis den ikke kommer derefter? Hvad hvis vi ikke lander i det her eventyr?
Og mens jeg har de her tanker, kigger jeg rundt, Vand, himmel, børn der leger og mig, der bare kan ligge her med mig selv og mine tanker. Det er sgu ok.
Og jeg kender mig selv godt nok til at vide, at ingen følelser er sort/hvide hos mig. At selvom det føles super, fantastisk og dejligt, så kan der godt være et glimt af noget savn. Og selvom jeg synes det er svært lige nu, så ved jeg godt at vi er heldige og jeg kan godt glæde mig over at være lige her midt i det med ungerne.

Overvejede lige et kort øjeblik at begynde at ryge. Men det var mest for at få en legal pause engang imellem. De der 7 minutter, hvor man jo er nødt til at være alene udenfor – for cigaretten skal jo ryges.
Jeg gør det sgu da ikke, men drømte bare lidt om det…