Hjem igen...

Om sygdom, modvind og afgang fra Cuba

Vi har været syge. På den der vinter-agtige mørke måde med snot, host, feber og ondt over det hele. Både Christian og jeg har været ramte og det er fandme tungt! Busturen til og fra Havana var slemmere mod os end vi først troede og den kolde a/c ramte os. Derfor har Johanna været et virkelig trist sted at være de sidste 3 dage. Stakkels unger. Heldigvis har vi haft Polonica ved siden af os. De har leveret både tyrkisk peber, risengrød, søde drenge, babyting og hyggeligt samvær. Det havde vært virkelig tungt uden dem ved siden af. Nu er de sejlet videre langs Cubas kyst og vi forsøger at gøre os klar til at sejle videre og væk fra Cuba. Det optimale ville være at blive og komme helt ovenpå, men den der tid…
Så nu provianterer vi, går hele processen igennem med customs and immigration (og betaler en hulens masse penge), siger farvel til de mange mennesker vi har mødt her i Santiago de Cuba og så i morgen sejler vi mod Turks and Caicos.
Vi ved ikke hvad der venter os på Turks. Måske kommer vi til øde sandstrande, måske er der mulighed for at holde jul på land. Men vi er nødt til at tage hul på dette næste stræk, som uanset hvor længe vi venter, bliver i irriterende modstrøm og sandsynligvis også i modvind. Forhåbentlig ikke lige så rædselsfuld som turen fra San Andrés til Jamaica. Det er ikke en drømmetur at skulle herfra og til St.Martin, men vi er nødt til det. Til gengæld er der ikke grænser for hvad vi drømmer om at købe i supermarkedet, når vi kommer til St.Martin. Så holder vi bare en forsinket jul der og har god tid til ankomme os igen.
Både Christian og jeg har drømt om Danmark ret mange gange i løbet af de sidste par dage. Det er ikke sjovt at være syge – begge to – på båden i varmen i et land, hvor det er umuligt at skaffe noget så simpelt som halspastiller og Panodil. Og med en lang tur foran os til St.Martin (ca 700-800 sømil), som er næste stop, hvor vi kan fylde båden ordentligt op. Ungerne tager det godt, men ingen synes at det er rigtigt sjovt. Gustav laver mad og er fantastisk, men det er tydeligt at der er 1000 andre steder han hellere ville være. Og det kan jeg sgu godt forstå. Vi skylder så meget en and, brun sovs, kæmpe slikposer og store is når det engang bliver muligt at købe den slags.
Og så kigger vi ind på land hos Rosa og Pedro, som ingenting har, men som ikke virker så tyngede og som leverer flødeskumskager til den syge mor herude på båden, Angels bror der lige har slagtet en gris og derfor har frisklavede flæskesvær som han selvfølgelig deler med os og en hel bunke cubanske børn der står hele dagen og råber på vores lyse Pedro (Bertram), fordi de bare gerne vil spille bold med ham. Det er forskellige virkeligheder og det er godt nok at minde sig selv om, når man ligger i sit snot-medlidenheds-helvede…om max 2 uger er de hårde ture overstået og vi er igen ved en europæisk ø, hvor alt kan lade sig gøre og hvor lillebror kommer ud til os. Den cubanske hverdag for de her mennesker ændrer sig ikke indenfor en lige så overskuelig fremtid. Men de får det hele til køre og de er så helt fantastisk åbne og gode. Og den måde at møde verden og fremmede mennesker på, den tager vi lige med os og håber at vi kan huske det hele vejen hjem til Danmark.
Men først afgang til Turks og Caicos.

Polonica og besætning sejler fra os...igen

Polonica og besætning sejler fra os…igen

Afsked med Cuba er også afsked med de mange flotte biler...

Afsked med Cuba er også afsked med de mange flotte biler…

Tyk i solen med smuk udsigt

Tyk i solen med smuk udsigt

2 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hjem igen...