Om til- og fravalg

Når man kommer hjem med friske øjne, eventyr i rygsækken og to års liv på en anden måde, så er der mange ting der springer én i øjnene. Jeg har fx meget svært ved at forstå, at så mange accepterer, at leve et stresset liv, at have et arbejde, som de ikke trives i, at være i et forhold, som gør ondt og at leve et liv, som ikke giver ro og energi.

Når jeg snakker højt om det, kigger mange på mig som om jeg da må være småt begavet. Og det efterfølges ofte af et: “sådan er det jo nødt til at være, for ellers kan vi ikke betale huset og have de rammer, som vi ønsker” (altså hvis jeg undrer mig over en trist job-situation). Men siden hvornår er huset og rammerne blevet vigtigere end livet og hverdagen? Jeg forstår det ikke. Og jeg ved godt, at jeg er blevet irriterende på det punkt.

Jeg vil tillade mig at påstå, at man godt kan ændre på sin situation. Men det handler om prioritering. Og hvis huset er vigtigere end livet og hverdagen, så er det jo en prioritering. Og så kan det virke en smule irriterende, at man brokker sig over det. Ihvertfald hvis det efterfølges af et “det kan vi ikke ændre på“. For jo, det kan I godt. Men I skal vælge at gøre det. Og det valg, det kræver nok noget mod.

Det samme gælder vores valg om ikke at presse en masse aftaler ind i kalenderen. Det kan jeg godt forstå, kan være svært at forholde sig til. For sådan lever man ikke herhjemme. Men det er jo igen et spørgsmål om prioritering. Jeg vil hellere være helt og fuldt tilstede i et møde eller en relation, end jeg vil være halvt en masse steder, fordi der står i min kalender, at jeg skal. Jeg er helt bevidst om, at det betyder, at der er nogen mennesker jeg ikke får set. Fordi de ikke lever deres liv sådan. Og fordi der aldrig er det hul i kalenderen, til at mødes når man har lyst og tid. Det er selvfølgelig trist, men det er en prioritering. Det valg har jeg truffet – og det har selvfølgelig konsekvenser for visse relationer. Men de fleste er heldigvis med på at mødes, når der er overskud og lyst. Og tiden…den følger på en eller anden måde med. Og de her møder, de bliver helt anderledes og fulde af energi.

Vi er ikke heldige i vores familie, at vi sådan kunne hive to år ud og sejle afsted på eventyr. Vi tog en beslutning om at gøre det. Vi prioriterede på denne måde. Og det er ikke for alle, at gøre som vi gjorde. Men det har ikke noget med held at gøre. Det har noget at gøre med prioritering, valg – og en lille smule mod.

Vi er heller ikke heldige, at vi har valgt en boligløsning, hvor vi ikke skal knokle hver dag året rundt. Vi har prioriteret denne løsning, for at kunne leve det liv, vi helst vil. Vi kunne også have gået benhårdt efter en stor lækker nybygget lejlighed i det nye Nordhavn. Men det er ikke vores drøm at have rammer, der begrænser os eller tvinger os til et arbejdsliv, som vi ikke vil have skal fylde alt. Havde det været vores drøm, havde vi selvfølgelig handlet anderledes.

Vi ved godt, at vi i en periode skal forklare os igen og igen. Og det gider vi godt. Men det er vores valg og vi gør det ikke for at ramme andre. Vi gør det, fordi vi har det godt i det her. Hvis vi en dag ikke har lyst til den her slags liv, så må vi handle på det.
Lige nu har vi truffet et valg om mest mulig tid i en hverdag, som helt klart meget nemt kunne trække os i en anden retning.

Og man må altid godt komme forbi og gå en tur med mig eller drikke en kop kaffe med mig eller lave et bål med mig. Jeg gider bare ikke at aftale noget to uger eller 3 måneder ud i fremtiden, bare fordi du lige kan presse mig ind mellem to møder og måske i virkeligheden i tankerne er mest i Netto, hvor du også lige skal nå hen…
For tiden tæller.

Engang lå denne på en fin sandbund på Barbados. Nu hænger den i vores vindue og minder os om et dejligt eventyr.

Johanna med frost på dækket. Helt nye betingelser end for et år siden…