På vej hjem

Jeg ved ikke om vi nu er på den rigtige eller den forkerte side af Atlanten. Men vi er ihvertfald på den anden side. Altså den anden side af der hvor vi har levet vores liv det seneste halvandet år.

Nu skal vi lige lande her. Her er koldere – både i vandet og i luften. Her er mindre musik og meget mindre ramasjang. Meget mere orden og virkelig mange sejlere. Restauranter og butikker og alt hvad man kan tænke sig.
Og da vi kom i land stod min mor og far og tog imod os. Det føltes som at komme hjem. Og så fik Sylvester mødt sin mormor og morfar og de tre store unger fik krammet dem.
Vi har tilbragt fire intense dage sammen, gået en masse, lejet bil, spist god mad og indhentet alt den snak vi ikke har haft de sidste mange måneder. Ungerne har sovet hos mormor og morfar hver eneste nat og har på deres egen måde fået fyldt depoterne op igen – både dem der handler om mormor og morfar og de andre (wifi, døre der kan lukkes, varme bade, stort køleskab osv).
Nu har vi sendt dem hjem til Danmark igen. Denne gang var det et nemmere farvel,- nu ved vi at vi ses igen om ca 5-6 uger.
Nu lander vi alene, rydder op og gør rent og fjerner alle spor efter Atlanterhavet.
Og så savner vi den anden side af Atlanterhavet en lille smule. Men det er ok. Vi er verdensmestre i at savne efterhånden. Og bare fordi man savner, betyder det jo ikke at man er det forkerte sted – eller er på vej i den forkerte retning. Der er mange steder vi gerne ville være. Men nu skal vi hjem.