Tilbageblik - yes!

Runde: de vildeste oplevelser

 

Stille morgen i cockpittet. Christian spiller guitar, drengene dimser og de to små sover. Og jeg vågner. Helt langsomt. Og kigger tilbage på to år, som har været såååå vilde! Det er ok at være på vej hjem. Men det er fandme også ok at være trist over en tid der er ved at slutte. Jeg har (som man måske har luret) aldrig været super god til store forandringer. Eller jo, jeg er ok god til det, men det tager mig tid. Og jeg har fundet ud af at den tid må jeg acceptere at bruge. Jeg kan ikke forcere det. Jeg kan ikke trykke på en knap og så være i det nye uden at føle en sorg over det der slutter.
Sådan har Christian det ikke. Han er så vildt god til at omstille sig. Jeg tror hans reaktion over at være hjemme kommer senere. Måske kommer den når hverdagen rammer os med skole, madpakker og job. Måske første gang han opdager, at han ikke lige kan række armen ud og trække mig ind til sig (det håber jeg på en måde…). Eller måske når det bliver mig der fortæller ham historier om hvad vores bådbaby nu har lært – måske lige der, hvor han får det fortalt i stedet for at opleve det selv.
Eller også glider han ganske langsomt ind i den hverdag, der venter os og er lige så skide god til det, som han har været til at tage på eventyr. Det føles engang imellem som om jeg har giftet mig med Supermand:)

I går tog vi en lille runde. Alle skulle fortælle om deres bedste oplevelse, det vildeste minde eller det, de tror, har ændret dem mest på turen. Det var vildt. For det satte gang i tankerne og følelserne og pludselig var vi i gang med en rutschebane-tur i to års eventyrland. Det burde vi gøre noget oftere.
Nå, men de oplevelser vi hver især synes var aller vildeste, har vi valgt at dele her:

Liva vil aldrig glemme dengang vi reddede den store leatherback turtle på Tobago. Hvis ikke Gustav havde set den skildpadde, ville den have været død. Og det var meget vildt at sidde i en lille bitte jolle og se sådan et stort dyr, som havde brug for hjælp. Heldigvis klarede den det. Det skrev jeg om her.

Bertram har 1000 ting han har lyst til at fremhæve. Men han endte på dengang vi fangede en Marlin på vej til Colombia. Bertram siger: Det var fedt, fordi den var så stor og følelsen af at hive den ombord kan man ikke beskrive. Det var en drøm der kom til live. Her er der billeder af den – både hos os og den colombianske kystvagt.

Gustav – den store fiskeentusiast – ender også på dengang vi fangede en Marlin. Så stor en fisk havde han kun drømt om at fange. Alle fisk han fanger fremover, vil blive sammenlignet med kongefisken.

Skippers største succes og oplevelse var at få hele familien med over Atlanten. At have tre uger sammen på et stort hav og nyde det. Og følelsen af at hele familien var klar til det. Og at han var lykkedes med at få alle til at have lyst til det – og at alle var vide med det! Atlanterhavskrydset har jeg skrevet om her og skippers logbog er her, her og her.

Sådan så vi ud efter ankomst

Jeg endte (selvfølgelig) også med at nævne alle mulige små glimt af noget større. Jeg elskede Colombia – både vores tur på vej dertil langs den øde kyst – og Cartagena, som kan noget helt særligt. Og Grenada vil også for altid have en særlig plads hos mig – både på grund af vores tætte venskab med Drum, som blev etableret der, men også fordi Grenada kunne det hele…by, jungle, vand og vilde ture. Og vores bådbaby har for evigt sørget for at St.Martin har betydning – det er hans fødested og en dag er vi nødt til at tage tilbage og vise ham hvor han kom til verden. Og Cuba…Cuba, som var så særlig for os- Og Bahamas, som vi er nødt til også at besøge igen – gerne i 4-5 mdr.
Men så blev jeg meta-agtig og så det hele lidt ovenfra… Rejsen i sig selv. Vores udvikling som familie. At vi er her nu med alle de vilde, skøre og fantastiske oplevelser, at vi har krydset Atlanten sammen, at vi har lavet et nyt mennesker ude i den store verden, at vi har fået venner fra ret mange steder i verden – og at vi stadig har lyst til at være sammen efter 2 år på 42 fod!

Se, det er vildt for mig!

Også en ret vild oplevelse.

Men nu slutter dette eventyr snart. Meget snart. I nat sov vi i Rødvig og i dag sover vi i Dragør. Og så er det søndag. Og så skal vi hjem. Og så skal vi tage hul på det nye.

2 kommentarer

  • Stine

    Velkommen hjem i morgen🤗❤️ helt fantastisk godt gået. Tak for alle dine blogindlæg, som jeg har nydt at følge. Tak for et indblik i kernefamilielykke som er en mytisk utopi for mig mig. Det findes. Det viser I. Det har stor betydning for mit håb. Knus fra Stine, vi ses hos Mikkel og Pernille på et tidspunkt. ❤️

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cille

      Tak, Stine. Kernefamilielykke kan jo heldigvis se forskellig ud…jeg kan love dig for at det ikke altid har været yndigt ombord:) Knus fra os

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Tilbageblik - yes!