Atlanterhavskryds med baby?

Så er vi ved at være klar…

img_3670

Vi trænger til at komme videre fra St.Martin. Den velkendte følelse af kedsomhed og udlængsel har indfundet sig. Det skete for ungerne for laaang tid siden, men jeg er også ved at være der nu. Lillebror er ude nu, han trives og vi er klar til nye eventyr. Det eneste der holder os tilbage lige nu er de mange forberedelser. Der er virkelig mange punkter i Christians båd-bog…og det skal der være styr på inden vi drager videre.

img_3679

 

Proviantering er godt i gang og vi fik klaret en stor del da farfar og farmor var på besøg og vi havde mange hænder og en bil. Vi skal proviantere til både Bahamas og Atlanten…Bahamas skulle efter sigende være vanvittigt dyr og vi kommer derfor kun til at gå efter frugt og grønt mens vi er der. Men, vi har stadig kun 42 fod og vi er stadig fem mennesker der helst skal blive mætte – hver dag. Så vi må være kreative. Og heldigvis har vi efterhånden stor erfaring med netop proviantering – og madlavning af kedelige ingredienser. Man kan faktisk godt få fornemmelsen af at leve ret godt, hvis man bare tænker sig lidt om. Og gør det mere varieret end den mad, vi fik i ca en måned hver dag på Cuba. Og så er fidusen her på Johanna aldrig at gå ned på chips, kiks, slik og sodavand. For på den måde føles det lidt som en fest hver dag.
Og så skal der selvfølgelig fanges en masse fisk. Og hummere. Og så bliver måltiderne helt sikkert en fest. Og pludselig er vi i Europa igen.

Men vi har travlt med at være praktiske. Og det er sgu lidt kedeligt. Solen skinner og vi er i Caribien og når lillebror sover, vil jeg hellere hænge ud end løbe forvirret rundt og få styr på alt muligt. Det er dejligt at vi ved, at der lige om lidt er ro på. Vi trænger til den lange sejltur til Bahamas, hvor vi bare skal hænge ud og være.

Som verdens bedste overraskelse mens vi skynder os langsomt, kom der forleden dag en dansk båd sejlende ind i lagunen og smed anker lige ved siden af os. Summerstar fra København kom som sendt fra himlen. Liva er i leg igen og VHF’en bruges flittigt hver morgen, når der skal arrangeres legeaftaler. Der bliver spillet spil, leget prinsessepirater og pustet badedyr op – og både børn og voksne her fra Johanna nyder at have gode mennesker som naboer igen. Forhåbentlig bliver det til meget mere leg og kolde drinks i et varmt cockpit både her og på Bahamas.

De mange badedyr sejles hjem til Summerstar igen...

De mange badedyr sejles hjem til Summerstar igen…

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Atlanterhavskryds med baby?