Sådan gik der en måned…

Det sværeste ved at komme hjem er, at vi ikke bare er os seks sammen. Vi kan godt mærke, at vi hurtigt mister nærheden og følingen med hinanden. Og at vi bliver helt glade, når vi lige har lidt tid sammen. – bare os seks.
Lige om lidt – faktisk om en uge – sender vi Gusse på efterskole. Og så ser vi ham ikke i to uger. Og så kommer han hjem i en weekend. Altså fra fredag eftermiddag til søndag eftermiddag. To døgn. Det er virkelig lidt tid, efter at have haft to år sammen, hvor vi hele tiden har været så tæt. Det bliver nok hårdere for os end for Gusse. Heldigvis. For vi har jo hinanden. Og ham Gusse skal i gang med at smage på den store, nære verden med teenagere, guitarspil og skolegang.

Vi har været hjemme i en måned nu. Vi er ikke kommet en hverdag nærmere. Men vi er ved at have fyldt venne/familie depoterne op. Snart skal vi hjem fra øen og så skal vi tage hul på et liv hjemme. Med sengetider, som ungerne ikke har haft i to år. Med arbejdstider og madpakker. Med skoletasker og lange dage. Og med tid væk fra hinanden. Men også med frihed og oplevelser hver for sig. Og med en ny viden om hvordan vi kunne tænke os at leve vores hverdags-liv.

Heldigvis lander jeg hjemme i Danmark lige i rette tid til at fejre verdens bedste Nanna. Og det er på en måde det aller mest vigtige. Endelig at kunne være en del af livet hos de mennesker, der betyder mest. Og så er det lige meget, om jeg kunne drømme om en strand på Bahamas eller hummere på Tobago. For mest drømmer jeg om at være med til det, der betyder noget. Og lige nu er det fejring af en vigtig Nanna.

De næste par dage vil vi fortsat nyde øen og roen. Jagten på hundelorte, som belønnes med en 5’er pr stk. Da jeg var barn, samlede vi cigaretskod op på øen for 50 øre pr stk…og sådan ændrer det sig med tiden… Badeture og opvask med verdens smukkeste udsigt. Solskin og regnvejr og en bådbaby som synes, at det her liv er ret okay. En teenager, som har et kaos-sind lige nu. Fordi det er svært at sige farvel til et eventyr, være i et nyt og være på vej i et helt tredje. Men han er sej. Og han er sådan én, som jeg ville vælge, selvom han ikke var min søn. Det tænker jeg på en måde siger alt…

Og så er der to midterbørn, som jo godt ved, at deres liv ændrer sig lige om lidt. At der venter en samtale på en helt ny skole, en første skoledag i en helt ny klasse. Men også en masse nye venner og en form for normalitet, som de ikke har haft meget af de sidste to år. Og så venter der et liv uden farvel hele tiden. Det opvejer ret meget de svære ting. Og grundfølelsen hos dem begge er god. De glæder sig, er nervøse og spændte. Og fulde af taknemmelighed, over den verden, de har levet i i to år. Og de venskaber, som nu dyrkes på de sociale medier. Og minder dem om, at der er åbne døre i den store verden.

Nu gælder det det nære. Og vi er så klar.