Sailors or travellers…?

Lige landet i Dartmouth efter 10 timers sejlads. De 10 timer startede i solskin og let vind, men udviklede sig. De sidste 20 sømil er vi blevet kastet lidt rundt af store bølger, modvind og skift i tidevand. Der er blevet bandet lidt (pisse-lorte jordomsejlingslort og den slags). Der er også blevet sovet lidt (ungerne på skift). Og så tog lettelsen over, da Christian bad om sin VHF-radio, for at kalde havnefogeden og melde sin ankomst. Når han gør det, ved vi, at vi lige om lidt er i havn. Nu ligger vi her. Udenpå en dansk båd, som dog har hjemhavn her i England. Vi har talt dansk med andre mennesker, som ikke er én af os 5. Det er stort. Bertram sagde faktisk i morges, at han savnede at tale dansk med andre end os…Og så glædede han sig lige endnu mere til at hans mormor og morfar snart kommer. Og nu kan han snakke dansk med nabobåden (som også har en hund…Liva er lykkelig!)

I går i Weymouth mødte vi et ældre ægtepar fra New York. De havde været på farten i båd i 6 år. De havde rejst vidt omkring og lod sig guide af vind og vejr. De havde også været i Danmark. I vinter havde de boet på deres båd i London. De levede livet og var ret inspirerende. Manden sagde noget, som har rumsteret i mit hoved hele dagen:

We are not sailors. We are travellers.

Båden var det, der muliggjorde deres rejser. Det var deres transportmiddel. De oplevede verden. Da vi hastede afsted i morges, for at nå her til Dartmouth inden der kommer dårligt vejr i morgen og i overmorgen, havde de besluttet sig for at blive i Weymouth indtil det dårlige vejr var overstået – for de var ikke færdige med at opleve byen. Jeg var heller ikke færdig med at opleve byen! Og det var børnene bestemt heller ikke. Men vi er så styret af at skulle nå Biscayen til næste vejrvindue. Vi har ikke tid til at blive og opleve – eller til at mærke efter hvad vi egentlig har mest brug for. Og hvis vi når at mærke efter, har vi ikke tid til at handle på det.

Nå, men den søde New Yorker mands ord har som skrevet før rumsteret i mit hoved i dag. Jeg har snakket med Christian om det – og måske er det noget vi er nødt til at snakke om igen og igen. For han er “sailor” før han er “traveller” – og jeg er det modsatte. Det kan ændre sig, selvfølgelig kan det det. Men lige nu har jeg brug for en garanti for at vi rejser for at opleve verden og ikke for at sejle. Der har været mere lorte-sejlads end den fede af slagsen. Men for Christian er bare det at være på båden med os – uanset vejret – ret skønt. Og det er jo virkelig skønt, at han har det sådan. Men for helvede det er også vigtigt at vi er enige om hvad de her 2 år skal bruges på. Udover alt det vi ikke kan bestemme og styre, er det meget godt at være enige om den overordnede plan. Også fordi vi så forhåbentlig minimerer alle (eller bare halvdelen) af de situationer, hvor jeg går rundt og bander på båden. Det er jo på en måde ikke hans skyld, at vi igen havde modvind, at bølgerne var store og kom lige efter hinanden og at vi havde modstrøm de sidste par timer.

Det er allerede næsten glemt. Ungerne har fået nye net. De har slået deres egen rekord i krabbefiskeri. De har lige hørt rygter om, at der blev fanget makreller her i havnen tidligere i dag. Vi har fortalt dem, at vi bliver her i 2 nætter (ok, det er pga dårligt vejr, men det er lige meget! Det er skønt og vi kan lege at vi har en base…selvom det kun er 2 dage). Vores nabo har en hund. Og vi kan tale dansk med andre end hinanden. Og så er her virkelig, virkelig smukt!!