Afgang udsat...

Skippers logbog


Her er anden del af skippers logbog. Den del der handler om turen fra Bermuda og halvvejs til Horta. Det var et blandet stræk – bare læs det!

Logbog del 2
Nassau, Bahamas – Horta, Azorerne

Den 15.05

Klokken 02.45

Kurs 45 gr. SOG 4.4
Gustav har netop vækket mig for at blive afløst fra sin vagt. Der er kommet lidt mere vind og vi skyder nu ok fart.
Har stadig 2 sejlbåde i sigte ude om styrbord. De har dog en meget mere østlig kurs end vores og afstanden mellem os øges.

Klokken 07.27

Kurs 40 gr. SOG 3.2
En larmende nat med gamle dønninger og ingen vind til stabilisering.
Har taget storsejlet ned for at skåne det og sejler kun på genoaen nu.
Vi har mistet de andre både af syne. De har formentlig kørt motor i nat.

Klokken 11.03

Kurs 50 gr SOG 4.2
Genakkeren er kommet op og har givet os en noget mere rolig sejlads. Vinden er i SV med omkring 8 knob og sol fra en næsten skyfri himmel. Vejrudsigten siger at vi skal helt på højde med Azorerne før vi rent faktisk sætter kurs mod Azorerne.

Klokken 14.43

Kurs 47 gr. SOG 4.3
Gustav spotter 2 hvaler 50 m om styrbord. 2 kaskelotter ligger og fiser den af i overfladen. Desværre var det ikke muligt at stoppe med genakkeren oppe…
5 minutter senere spotter vi endnu 2 stk og så en flok på 4 lige foran os – dem kan vi nå at styre helt tæt på. Igen en kæmpe oplevelse. Vi har nu siden Nassau set 10 hvaler. God statistik!
Vi har igen kontakt med en af de andre skibe der forlod Bermuda samtidig med os.

96 sømil på 24 timer

Klokken 20.05

Kurs 55 gr. SOG 4.5
Genakkeren er nu bjerget og genoaen på spilerstage erstatter den for natten.
Vinden er stadig let – 8-10 kn og storsejlet ville brage rundt hele natten og det gider vi ikke at høre på.

Fjolle-børn ombord

Den 16.05

Klokken 02.45

Kurs 60 gr. SOG 6.0
Så kom der endelig lidt vind. Til gengæld kom der også dønninger som kaster os rundt.
Jeg har netop overtaget vagten.

Klokken 07.00

Kurs 70 gr. SOG 5.0
En meget rolig nat, hvor vi er blevet kastet rundt af NV-lige dønninger, som ellers ser harmløse ud. Men de har virkelig givet os nogle rulleture.

Klokken 13.34

Kurs 54 gr. SOG 4.8
Vi skiftede den spilede genoa ud med genakkeren for at øge farten og få mere ro på båden. Det gik også fint i 10 minutter, – så flækkede den hele vejen på tværs og måtte ned igen. Nu har vi fuldt storsejl og fuldt spilet genoa i lu.
Kører et par timers motor for at få ladt op.
Der er rugbrød i ovnen som dufter fantastisk!

Klokken 17.10

Kurs 55 gr. SOG 4.7
Vi kæmper med modstrøm. Gennem vandet skyder vi 6-7 knob og over grunden kun 4-5 kn.
Jeg troede ikke at vi ville have modstrøm herude.
Har været i radiokontakt med vores følgesvend “OUKIVA” som konstant ligger 2-5 sømil på vores styrbord side. En fransk familie på 4 som også er på vej til Horta.

Klokken 22.07

Kurs 63 gr. SOG 5.1
Vinden er igen forsvundet. Sejlene er bjerget og motoren snurrer igen. Nu er strømmen med os.

Bådbabyen træner sin nakke ombord…

Den 17.05

Klokken 02.05

Drømmer at Gustav har vækket mig for at blive afløst. Han kigger undrende på mig og spørger hvad jeg laver, da jeg træder op i cockpittet. Han er ved at se en film og vil gerne have vagt en time mere. Jeg går i seng igen.
Vi er blevet indhentet af “Island spirit”, der nu ligger 0,5 sømil efter os.

Klokken 07.56

Kurs 56 gr. SOG 6.5
Sejlene er kommet op igen og motoren er slukket.
Vi sejler plat læns i 10-13 knob vind fra SV. Solen skinner fra en skyfri himmel.
Her til morgen var de sædvanlige flyvefisk på dækket skiftet ud med en lille squid, der heldigvis ikke har sprøjtet blæk ud over det hele.

Klokken 09.57

Kurs 60 gr. SOG 6.0
Har modtaget vejrmelding fra min far med besked om ikke at komme for langt nordpå. Vi har derfor bommet og lagt en mere østlig kurs.
Superfed sejlads med fart på 6-7 knob.

Klokken 12.45

Kurs 75 gr. SOG 7.0
Vi har 14-18 knob lige i ryggen og buldrer afsted med op til 11 knob på loggen, – samtidig med at sejladsen er helt rolig.
Det er perfekt!

Klokken 20.38

Kurs 84 gr. SOG 5.5
Vinden har lagt sig lidt, men vi har stadig god fart og komfortabel sejlads. Vi håber at vi er kommet så langt nordpå at det varer ved.

Inden den flækkede…

 

Den 18.05

Klokken 02.05

Kurs 84 gr. SOG 6.5
Vagtskifte. Vi har god vind og har holdt en god fart.

Klokken 12.47

Kurs 92 gr. SOG 7.5
Vinden tog gradvist til i løbet af min nattevagt.
Det blæser nu 19-23 knob og vi har lige haft et pust på 32 knob.
Her til morgen blev jeg nervøs for reparationen af autopiloten og måtte ned og se til den, da solen stod op. Mine bange anelser er ubegrundede og jeg kunne blot spænde det efter og lukke igen.
Med denne vind er den dog på hårdt arbejde og jeg har håndstyret i 3-4 timer og loggede 13.2 knob for en times tid siden.
Kursen er nu sat direkte mod Azorerne og halvvejsmærket mellem Nassau og Horta vil blive nået i løbet af natten. Vi skal have halvvejspandekager i morgen.

Klokken 20.50

Kurs 95 gr. SOG 7.5
Vi buldrer stadig derudaf.
Bølgerne har lagt sig, men vinden er stadig mellem 16-22 knob. Ifølge gribfilen skulle vinden lægge sig her til aften, så indtil videre holder vi fuld sejlføring.
Jeg har håndstyret det meste af dagen og var meget tidligt oppe, så jeg glæder mig til lidt søvn. Halvvejsmærket blev krydset for 3 sømil siden.

1291 sømil tilbage.

En af soldagene, hvor vi endelig kunne tage de tykke trøjer af

Den 19.05

Klokken 04.20

Kurs 120 gr. SOG 5.0
Vinden tog til bedst som jeg var gået i seng. Op igen og sammen med Gustav måtte vi rebe. Så vendte vinden 180 gr. og kom pludselig fra nord.
Nu kommer vinden fra NØ med 15-16 knob og vi sejler bidevind med 2 reb i storsejlet og halv genoa.

Klokken 20.00

Kurs 63 gr. SOG 5.5
Stadig 20-22 knob modvind og vi krydser fortsat mod Azorerne. Det har været gråvejr hele dagen. Sejladsen er langt fra komfortabel. Det hele er lidt en kamp med 15-20 gr. krængning og i forhold som dette, glæder alle sig bare til at komme frem. Vejrudsigten, som indtil videre har været “spot on”, siger at det skulle vende i morgen. Det siger min far også via satellit.

Udsigt fra cockpittet…hav, hav, hav

Den 20.05

Klokken 02.11

Kurs 65 gr. SOG 4.8
Vagtskifte. Vinden er fortsat i SØ og vi fortsætter med at kæmpe imod den.
Skyerne er væk og det ser ud til at være klaret op.

Klokken 06.46

Kurs 50 gr. SOG 5.6
Stadig modvind, men den drejer stille og roligt i syd sm lovet. Der er en del strøm ligenu, der sætter os 30 gr., men strøm og vind er fra samme retning og gør sejladsen helt rolig. Solen skinner og det ser ud til at blive en god dag.

1170 sømil tilbage.

Klokken 15.30

Kurs 100 gr. SOG 6.8
Vi har nu kurs direkte på Azorerne igen. Vi sejler foran for tværs med 19-20 knob. Havet er stadig forholdsvis roligt og gør sejladsen mere udholdelig end i går. Vi ser dog alle frem til at vinden skulle fortsætte videre om i vest.

Klokken 09.30

Kurs 95 gr. SOG 7.0
Vinden er nu gået mere i syd til vores fordel og vi sejler nu halvvind med kurs direkte på målet. Det har været skyet og gråt det meste af dagen med skiftende vindstyrker. For det meste har den ligget omkring 20-22 knob.
Besætningen er så småt ved at gå i seng og Gustav gør sig klar til sin nattevagt.

Og en tænksom bådbaby…

Den 21.05

Klokken 02.20

Kurs 95 gr. SOG 7.2
Vagtskifte. Gustav melder at skibet har sejlet sig selv og at han ingenting har foretaget sig. Det blæser stadig 20-22 knob og vi buldrer afsted på halvvind.

Klokken 07.40

Kurs 90 gr. SOG 7.9
Vinden er nu i SV med 15-18 knob og skubber os i den rigtige retning med god fart. Til gengæld er det gråt og regnende. Cille lavede bolledej i går aftes, så nu er der friskbagte boller i cockpittet.

Klokken 18.30

Kurs 98 gr. SOG 7.8
Vinden har været oppe og snuse til 27-28 knob og vi har sejlet stærkt hele dagen.
Metaltrætheden er ved at melde sig hos børnene, der nu efter 14 dage på havet virkelig glæder sig til at komme i land og se deres morfar og mormor, som venter på os i Horta. Der bliver set film og hørt podcasts i et væk, samt talt om alle de ting de skal, når de kommer i land.

Vi har nu 920 sømil tilbage og når halvvejsmærket mellem Bermuda og Azorerne her til aften.

Klokken 19.47

Kurs 98 gr. SOG 7.0

179 sømil på de sidste 24 timer. Sådan må det godt fortsætte. Men mon dog…

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Afgang udsat...