Om kontraster

Skippers logbog

img_0514

Santiago De Cuba – Turks and Caicos

D. 19.12 2017 -23.12.2017

Vi starter dagen med at skulle på land og tjekke ud samt sige farvel til alle de søde mennesker vi har mødt omkring marinaen. Desværre kommer vi til at gøre det i den forkerte rækkefølge og er lige ved ikke at få lov at gå ud af marinaen, fordi vi ikke længere har vores visa.
Vi får dem dog overtalt til at give os 10 min. til at sige farvel. Og det er aldrig sjovt at sige farvel.

Vi havde planlagt at sejle ved 10-tiden, men er først færdige med at sige farvel til de andre både, som på skift kommer over, omkring 12-tiden. Endelig får vi ankeret op, men Gustav konstaterer hurtigt, at der er noget galt, da han giver omdrejninger på motoren.
Hele skibet vibrerer faretruende og vi kommer ingen vegne. Vi bliver nødt til at smide ankeret igen og hoppe i vandet og tjekke skruen.
Det viser sig, at båden og skruen er fuldstændig pakket ind i ruger. Jeg overdriver ikke når jeg skriver, at der sad 1,5 cm ruger på alle flader på skruen, samt store dele af skroget.
1 times tid senere er skruen og de mest udsatte steder på skroget nogenlunde rene, og jeg beslutter primært pga. tidspres, at det er godt nok. Det hjælper også betydeligt på farten og vibrationerne, og vi forlader bugten omkring 14-tiden.

Ude af bugten sætter vi alle sejl. Det blæser 12-13 kn. fra ØSØ og vi sætter en kurs SØ på bidevind og BB halse for at komme fri af land og forhåbentlig finde lidt mere roligt vand.

Der gå ikke lang tid før Gustav råber, at der er bid på fiskestangen, og vi konstaterer at det er en Marlin, og at den formentlig er endnu større end den vi fangede i Columbia. Desværre er glæden kort, da den springer af krogen igen og forsvinder.

Dette stræk er endnu et af de stræk jeg har gruet for, pga af den konstante østenvind. Passagen starter nu meget fint med god fart i båden, men som vi nærmer os Guantanamo Bay opbygger strømmen langsomt og det bliver sværere og sværere at holde fart i båden.

Dønningerne bliver gradvist stejlere og større og vi hugger nu en del og gør kun langsomt fremskridt. Mørket falder på og alle der ikke skal på vagt, går tidligt i seng. Vinden skifter en del i styrke og vi reber skiftevis op og ned i løbet af natten.
Ved 2-tiden forsvinder vinden helt og motoren bliver startet. Men der er noget galt igen, vi sejler kun 3,5 kn for 2000 omd. og jeg tjekker flere gange vores kølvand for at se om vi har tabt propellen eller har noget i skruen.
Det er der dog imidlertid ikke noget der tyder på. Loggen er groet fast, så jeg kan ikke aflæse strømmen, men må konstatere at der er omkring 2 kn modstrøm. Jeg ser mig nødsaget til at falde lidt af for at få mere fart i båden samt en lidt bedre vinkel på dønningerne.
Jeg tror ikke at jeg i min sejlerkarriere har prøvet en mere frustrerende sejlads end denne. Vi vælter rundt i dønningerne som aldrig før og vi kommer ingen vegne. Jeg overvejer allerede vores muligheder for en alternativ rute her på den første nat. Skal vi sejle syd om Haiti og Den Dominikanske Rep.? Tankerne er mange, men jeg beslutter at fortsætte med vores oprindelige plan, og at det må blive bedre forhold når vi er kommet gennem passagen mellem Cuba og Haiti. Det har dog lange udsigter med den ringe fart, og hvordan bliver det ikke når vi er i passagen?

Solen står op og vi kæmper os stadig frem mil for mil. På 20 timer har vi kun tilbagelagt 78 sm kyststrækning, ARHGG!

De urolige forhold og de mange hug i bølgerne er virkelig ubehagelige. Ikke mindst for Cille og hendes efterhånden temmelig store gravide mave. Hele besætningen drømmer om at være fremme.

Endelig begynder vi at ligge Cuba bag os og begynder at krydse over passagen mellem Cuba og Haiti. Som forventet bliver forholdene kun værre her og både vind og bølger tager til i fart og størrelse.
Da natten falder på tager vinden yderligere til og det blæser nu 30-33 kn og enkelte af bølgerne er 3-4 m høje. Vi har 2 reb i storsejlet og kun halvdelen af fokken ude samt motoren kørende med 1800 omd. Alligevel gør vi kun omkring 4,5 kn fart i snit.

Hver andet øjeblik skyder stævnen højt til vejrs for så hamre ned gennem den næste, så flere hundrede liter vand står hen over dækket. Hver gang dette sker kommer der ligeledes 1-2 liter ned gennem lugen og doraden ude i forkahytten, så man konstant skal ud og tørre vand op.
Alt ved denne sejlads stinker og det er bare noget der skal overstås, og selv jeg, som elsker at sejle, ville have trukket stikket og krøbet i havn. Havde det været en mulighed at efterlade båden og flyve videre havde jeg gjort det…

En del store fragtskibe sejler nord og syd i den passage og vi skal hele tiden holde udkig. På et tidspunkt er vi tilsyneladende på kollisionkurs med et meget stor skib, som er udstyret med virkelig meget dækslys.
Da vi kommer tættere kan vi konstatere at det er et US Navi hangarskib. Det havde været meget sjovt at se det i dagslys.
Ud på natten ved 4 tiden, er vi 3/4 over passagen og vinden drejer langsomt mere i øst og tvinger os for langt sydpå. Vi beslutter at vende og gå nordpå, selvom jeg gerne ville have været lidt tættere på Haiti og dermed lidt i læ.
Det lader dog til at være et meget fornuftigt valg. Vi sejler nu næsten stik nord, stadig med omkring 30kn vind og 3-4 m bølger. Men vi formår nu at sejle 5-6 kn stadig med motoren kørende på 1800 omd. Det føles som vi nu er kommet ud af den værste modstrøm. Det er stadig vanvittig ubehagelig sejlads, men nu kommer vi dog fremad med en acceptabel fart.

Da solen endelig står op er vi ved at være ned på diesel, og fylder 40 L på fra dunkene på dækket. En ikke helt nem opgave i disse forhold.
Vinden har nu aftaget til 20-24 kn og dønningerne aftager også, som vi lægger afstand til passagen. De er dog – som så mange gange før – temmelig uregelmæssige. Efter ca. 10 min med ro på, kan der ud af ingenting pludselig komme et sæt der er så store, at vi endnu en gang sejler igennem en bølge med et vådt cockpit til følge.

Da vi nærmer os Great Inaguan, den største og sydligste ø i Bahamas, overvejer vi kraftigt at krybe i læ her og få et pusterum. Men ved nærlæsning af Cruising Guiden går det op for os at vi ikke kan undgå at betale for en cruisingpermit, som koster ikke mindre end 300 usd. Derfor beslutter vi at bide i det sure æble og holde os til planen om Turks and Caicos hvor det skulle være muligt at undgå denne cruisingpermit, hvis man er her mindre end 7 dage.

Det ser ud til at det værste nu er overstået , men vi har stadig godt 1,5 døgn tilbage. Alt tyder dog på at det “kun” bliver i 2,5 m høje bølger med 20-23 kn vind lige i snuden. Eneste gode nyhed er at solen skinner.

Resten af dagen går med at kæmpe os langs Great Inaguans sydkyst, og som mørket og den sidste nat træder frem runder vi sandbanken på det SØ hjørne og kan så småt bevæge os nordpå næsten med direkte kurs på vore destination.

Sent på natten efter et par krydsben op langs kysten, kommer der en tiltrængt ændring i vinden, som nu tillader at vi kan styre lige på destinationen. Da solen står op har vi kun 43 sm til vores sidste waypoint. Som vi kommer nordpå kommer vi også mere og mere i bølge læ og vi skyder nu en fin fart. Det føles fantastisk, og humøret stiger en smule hos hele besætningen, som traditionen tro er begyndt at snakke om mad og julemenu. Det er lillejuleaften og vi glæder os vildt til at komme i land.

Ved 16-tiden ankommer vi til vores sidste waypoint, men har stadig 10 sm ind over det kun 3 m dybe vand på sandbanken mellem øerne der udgør Caicos. Alle cruisingguides siger at man ikke skal sejle her i mørke, og vi får derfor lidt travlt med at komme helt frem til South Side Marina inden mørket falder på. Her er også en del strøm og vi kan ikke komme over 4 kn fart.
Presset på tid, beslutter vi at stoppe ved Sapodilla Bay og smide ankeret for natten, for så som det første på Juleaftens dag at sejle de sidste 5 sm til marinaen.

Det bliver en dejlig og hårdt tiltrængt nat for anker i en båd der ligger næsten stille. Og ligeså dejligt er det at hoppe i vandet julemorgen i turkistblåt vand, inden vi tager de sidste sm til marinaen.

Nu skal der bare julehygges, og samles kræfter til næste og sidste stræk mod St. Martin.

8 kommentarer

  • Hej med jer…
    Ja vi har godt snakket en del om jeres forestående tur østpå mod ST Martin og det lader til at det blev præcis så ubehageligt som man kan forestille sig. I er jo mega seje at I står det igennem og vi tænker at mon ikke Ville og ungerne havde sejlet med over Biscayen hvis det var den det lå foran jer nu??😊
    Vi ønsker jer en den dejlig sejlads de sidste 500 SM hvor vinden forhåbentlig vil holde sig i det NØ-lige hjørne.
    Godt nytår til jer alle 6😉🍸🍾
    Gorm den Gamle

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cille

      Jo, Biscayen virker ikke skræmmende mere. Vi vidste jo desværre godt at vores rute ikke var verdens fedeste – men den var nødvendig for at vi kunne nå at se det vi gerne ville OG nå til St.Martin i tide… Heldigvis sker der meget på 1,5 år og ungerne bliver større og tager helt anderledes del i det hele.
      I må da være på vej lige om lidt…?
      Godt nytår til jer også! Måske ses vi?
      Kh fra os

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Hej Cille.
      Ja vi flyver til Antigua på tirsdag. Så må vi se hvor lang tid vi skal bruge på at blive sejlklar.
      Slipway, hvor vi ligger har været helt umulige at kommunikere med og kan vist ikke overskue det arbejde med Gormen som de ellers havde lovet

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cille

      Det bliver spændende for jer at komme tilbage til Gormen!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Ved I hvor Polonica er henne??

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cille

      Cuba…og så sejler de videre meget snart og bruger deres visa til USA. Forhåbentlig møder vi dem ved Bahamas inden Atlanterhavskrydset.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Henrik Poulsen

    God beretning, og relevant for os, vi kommer samme vej næste år
    Sejlerhilsen
    Henrik

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Om kontraster