Status på graviditet og lillebror

Endnu et tjek er klaret og han har det godt. Han vokser som han skal og alt ser fint ud. Lille stor fyr på lige omkring 1800 gr. Det er et fantastisk kig ind i de forskellige landes måde at gøre tingene på. Og der er forskel! Og jeg har drømt mig hjem til Danmark til en dygtig jordemoder og til min helt egen læge. Men nu er det vendt. Det er okay at det er anderledes, besværligt og ret dyrt. Jeg føler mig passet på, men på en anden måde end hjemme i Danmark.

Her på Cuba er det en længere proces at blive tjekket. Først starter man på Clinica Internacional, så bliver man sendt videre til et kæmpe hospital, hvor de helt sikkert ikke er vant til turister – og så er vi altså en ret stor gruppe, når vi kommer gående på de lange gange.
Endelig – efter ca 1 times søges finder vi den rigtige afdeling og bliver sat i et venteværelse. Derefter går tiden med at vente og snakke med søde damer, som prøver at hjælpe. De vil ikke høre tale om at vi ikke behøver endnu en ultralydsundersøgelse, for sådan gør man her. Efter lidt diskussioner frem og tilbage må vi æde den og pænt betale… Ind på en briks i et rum bag et forhæng hvor der i forvejen står 4 gravide kvinder og venter. Briksen er møgbeskidt, men damen der laver undersøgelsen er smilende og snakker meget højt. Hun råber tal ud i rummet og klapper mig på armen, niver mig i benene og griner højt. Hun har fået øje på at det er en dreng. Til gengæld vil hun ikke høre tale om at jeg er i uge 29 (+ et eller andet) – nej, hun mener at kunne se på sine mål og sin maskine, at jeg må være tættere på at være i uge 31 (+ noget). Så ham lillebror vokser så fint og måske nyder han godt af alt det fisk jeg spiser her på båden. Måske er målene bare et skøn, ligesom de vist også er hjemme i Danmark. Vi sendes ud af rummet igen med store smil i ryggen og videre i programmet. Konsultationen er et 2,5 minuts møde med en læge på gangen. “Todo normal” – og så ud i verden igen efter 5 timers møde med en helt anden måde at gøre tingene på.

Men altså konklusionen er at lillebror vokser som han skal. Der er stadig en masse plads i maven. Og næste tjek er på St.Martin, hvor jeg måske kan finde en jordemoder og ikke behøver igennem hele hospitals-turen igen.
Men sikke en oplevelse for hele familien. Ungerne elsker Cuba mere og mere og stiller gerne op til fotografering og kindkys.