Du kan booke nedenstående foredrag hos os:

Tiden tæller

Vores rejse startede med en vigtig beslutning en efterårsaften i 2015. Herefter gik det stærkt. Og vi er stadig i gang med den vigtigste rejse.

Vi vil i foredraget fortælle om hvorfor vi tog en beslutning om at “gøre noget andet” den efterårsaften i 2015.

Vi vil fortælle om tanker, følelser og handlinger efter beslutningen var taget. Hvordan vi var påvirket forskelligt og hvordan vi kom igennem en ret svær periode.

Vi vil fortælle om at være afsted på eventyr. Om at være en familie på 5 (og pludselig 6) på 42 fod ude i verden. Om at kunne regne med hinanden og vokse sammen.

Og så vil det handle om hvordan det er at komme hjem igen. Hvordan vi for altid er forandrede og vil leve vores liv på en anden måde. Vi vil fortælle om hvordan vi kan mærke på børnene, at de er forandrede og hvad vi mener, de tager med sig i livet.

Vi håber med foredraget at kunne inspirere til at flere tager stilling til deres liv, at flere tør bryde med en norm, der dikterer travlhed og alt for lidt tid, til det der er vigtigt. Vi håber, at vores historie skubber på drømmene – også dem, der ikke handler om at sejle væk i to år. For det ved vi godt, ikke er en drøm for alle. Men tid og stillingtagen kan gøres på mange måder.

 

To års sejlads med familien

Vi er lige kommet hjem efter to år ude i verden. To år med tre børn og en ekstra lille bådbaby født i Caribien i 2018. En familie på seks på 42 fod på fremmede øer og store have. I tæt kontakt med indianere, saltvandskrokodiller og en masse åbne døre og møder med mennesker. Vi vil i foredraget komme ind på:

Hvordan er man mor og far/teenager/familie når man lever så tæt?

Og hvad fik os til at tage beslutningen om at sælge alt, købe en båd og tage på eventyr?

Hvordan føles det at sejle så langt væk hjemmefra, at være en lille familie på et meget stort hav og at være overladt til naturens kræfter?

Hvilke oplevelser har gjort størst indtryk og hvor skal vi helt sikkert tilbage igen?

Hvad gør det ved en familie at være så tæt – og efterfølgende at skulle gå hver sin vej i et helt almindeligt hverdagsliv?

Var det mon det værd? Kan man undgå at falde i samme fælde? Og ville vi gøre det igen nu med alle vores erfaringer og oplevelser?

Alle disse spørgsmål og mange flere, vil vi fortælle om, nuancere og udfolde ved hjælp af vores oplevelser fra et vildt eventyr.
I ca 2 timer vil vi tage jer med på en rejse ud i verden og ind i en udvikling hos en familie, som voksede med opgaven. Fokus er ikke kun på sejladsen, men også på rejsen – både den fysiske og den mentale. Og på hvordan vi for altid er forandrede som individer og som familie. Og om at holde fast – også selvom samfundet trækker i en anden retning.
Målet er selvfølgelig at inspirere andre til at turde og til at vælge tiden og ungerne mens tid er.
Hele fortællingen er krydret med dejlige billeder fra en vild verden.

Vi kan kontaktes på therosentofts@gmail.com eller 26278411 for booking eller spørgsmål.