Tanker fra i lørdags

Stadig på San Andrés. I dag er det lørdag og jeg er blevet vækket af vækkeuret. Skal finde en blodprøveklinik, men lige nu har jeg sat mig i morgensolen på en café med en kop kaffe. Det er sjældent efterhånden…altså at jeg sidder alene på en café eller nogen steder alene overhovedet.
Dagene flyver stadig. Mon de også gør det hjemme i Danmark? Eller er følelsen anderledes her, fordi vi rykker os hele tiden og bliver bombarderet af oplevelser?

Vi var til drinks på en amerikansk båd i går, hos Bobbie og Betsy og deres tre drenge på 9, 11 og 13. Alle seks unger legede pudekamp i salonen og vi snakkede i cockpittet. En virkelig sød og interessant familie. Og de snakke, vi havde med dem satte en masse tanker i gang hos os- om fremtiden og om at lande i DK.

Jeg er helt vildt bange for det. Hvad hvis vi ikke kan finde ud af det? Hvad hvis alt ligner sig selv og vi ikke længere kan finde ud af at passe ind? Jeg er bange for hvad Bertram siger til at få sin lille brune krop presset ind i et klasselokale, at få at vide at han skal blive siddende og blive bombarderet med matematik… Egentlig tror jeg at Liva kommer til at trives i skolelivets struktur og Gustav skal i gang med noget helt nyt og spændende. Men ham Bertram, han elsker det her liv på niveau med den måde hans far elsker det. Og han er så god til at suge alt det gode ud af det!
Og selvom jeg på en måde glæder mig til at lande, så er jeg rædselsslagen for at opdage, at alle stadig har lige så travlt, ikke har tid til det vigtige og føler sig pressede i hverdagen. For det er jo lige netop det vi har tid til at mærke nu. Hvor godt det føles bare at være.

Det er jo slet ikke nu, 8 måneder før vi kommer hjem, den slags tanker skal fylde. Det bryder netop med bare at være her. Men tiden flyver og lige pludselig er vi landet. Og kan vi overhovedet finde ud af det?