Tilbageblik – yes!

Jeg faldt over et gammelt opslag på facebook fra DR fra dengang vi tog afsted. Et lille kort videoopslag, som medførte en masse meget ubehagelige kommentarer. Kommentarer om at vi var egoistiske, at man ønskede at vi blev fundet på bunden af havet, at vi var dumme at vi sådan troede, at vi kunne flygte fra en hverdag og få noget andet ud af livet, at det var synd for vores børn og mere i den dur. Av, hvor gjorde det ondt dengang i august 2016, hvor jeg læste dem. Og det er mærkeligt at læse dem nu igen. Og specielt nu, hvor turen er næsten slut. Og jeg kan sagtens genkalde mig alle de følelser jeg havde. Det var svært. Og jeg tvivlede. Og alle de kommentarer skød sig lige ind i mit triste og forvirrede sind. Og nu sidder vi her. Og jeg kunne have sparet mig alle de bekymringer, de svære følelser og tvivlen.

For alt det vi forestillede os at turen ville blive, er den blevet. Og så en hel masse andet, for sådan er det jo med eventyr. Der er ting der er helt forudsigelige og så er der andre ting, som går lidt sine egne veje. Heldigvis.

Hvad vil jeg egentlig med det her skriv? Jo, jeg var egentlig ved at gøre mig klar til de kritiske røster som jeg godt ved vil møde os igen, når DR åbner op for programmet om vores eventyr (før, under og efter). Men så slog det mig, at jeg ikke behøver at forsvare noget overfor de tosser, der sidder hjemme bag ved en skærm og peger fingre af andre og af hele verden. Jeg ved jo godt, at de nok er lidt bange for det der foregår på den anden side af deres hæk – og hvordan skal man så forstå eller bare prøve at forstå, hvad der foregår i hovederne på andre mennesker? Eller at handlinger, som man ikke selv drømmer om, kan være en god idé for andre…?

Jeg ved ihvertfald at vi ikke har skadet hverken os selv, vores børn eller andre mennesker ved at tage på dette eventyr. Tværtimod.
Dermed ikke sagt at folk bare kan kritisere løs, for det er jo aldrig rart. Men jeg gider godt at gå i dialog med folk (bare helst ikke folk der ønsker at vi ligger på havets bund – for det er jo bare ondt).

Jeg håber, at vi med denne her tur har inspireret mennesker til at turde. Turde, selvom de er bange og selvom de mest (ligesom mig de første par måneder!!) har lyst til at fortsætte i den velkendte hverdag. For hverdagen skal man nok lande i igen.
Men jeg tror på, at vi lander på en anden måde og at vi tager andre værdier med os. Og jeg tror på at vores familie er ændret til det bedre for evigt. Altså udover vi har fået en bådbaby, så har vi også fået en anden forståelse for andre måder at leve på. Og vi ved, at vi kan klare ret meget sammen.
Jeg håber også at vi med alle vores skriverier har givet et mere realistisk billede af hvordan langturssejlads også er. Det er blåt hav, palmer, tid, ro og nye venner. Men det er også diskussioner, for lidt plads, for meget tid og farvel hele tiden. Men som min kloge far skrev til mig forleden: Afveksling er godt:) Og netop i afvekslingen mærker man hvor meget man holder af de forskellige følelser og oplevelser.

Ungerne ved godt at de er heldige i Danmark, at de kan få en uddannelse, mad på bordet, de kan rejse og opleve og de kan bevæge sig frit. Men de ved også godt, at der findes andre former for “det gode liv” og det hænger tæt sammen med et forhold til havet, naturen og til tid, som en faktor man skal passe på. Når vi spørger Bertram om hvad der var det bedste ved de her 2 år, så svarer han “tid”. Og når vi spørger ham om hvad han tænker om at komme hjem igen, svarer han at “han er bange for, at der ikke er nok tid”. Og det får selvfølgelig os til at tænke, at vi skal fokusere på tid…tid sammen, tid til det gode og en bevidsthed om tid. Om at det ikke er ligegyldigt hvad vi bruger tid på.

Lige nu er så mange familier på vej ud i verden på sejlbåd. Vi kommer sikkert til at støde på en del af dem det sidste stykke hjem til Danmark. Og vi har “mødt” ret mange af dem i vores mail gennem de sidste år. Og jeg bliver så glad for at få de mails og de spørgsmål om alt fra rute, forsikring til “bliver man ensom?”. Jeg kan så godt genkende følelserne, tvivlen og usikkerhed. Men det er SÅ fedt. Fedt at vælge familien og tiden.

Og nu skal vi hjem. Og vælge familien og tiden på en anden måde.
Hvordan vi bedst gør det, må tiden vise. Men vi kan godt.

Og i går mødte vi Winnie og Frede, som vi ikke har set siden Portugal for snart 2 år siden. Det var ret særligt. De stod klar med åbne arme, bobler og slik ved broen i Giselau. Det er længe siden vi har følt os så godt modtaget! Det var en vild følelse af at her stod to mennesker, som havde ventet på os og som holdt af os. Det var dejligt! Flere af den slags mennesker og oplevelser. Tak!