Om valg og fravalg

Verden er stadig mest god

Vi har meget sjældent følt os utrygge på vores eventyr. Vi har rejst steder, hvor vi ikke havde forestillet os, at man kunne komme som turist, vi har set mennesker leve under forhold, som vi ikke troede var mulige og vi har været tæt på vejrfænomener, som ellers i vores normale hverdagsliv føles så uendeligt langt væk.
På vores eventyr har vi forsøgt at lytte så lidt som muligt til alle skræmmehistorierne. Vi tog tidligt en beslutning om at gøre os vores egne erfaringer og at møde mennesker, kulturer og nye steder helt åbent. Og ikke med en fortælling om alt det, der kunne gå galt. Vi tog selvfølgelig vores forholdsregler. Rejste væk under orkansæsonen. Landede og mærkede efter før vi slap os selv og ungerne løs et nyt sted. Og vi har kun ét enkelt sted følt os “ikke-velkomne”. Det var overraskende nok på Jamaica. Vi faldt aldrig til. Følte os aldrig trygge. Og i de tre uger, hvor vi desperat forsøgte at finde et Jamaica, som vi troede eksisterede, var vi konstant på vagt og holdt ungerne tæt til os.

Beslutningen om at rejse med åbent sind og være nysgerrige, er også noget vi bruger tid på at fortælle om til vores foredrag. Det gør vi, fordi det for os, er en vigtig pointe ved at rejse. Vi skal tro på, at der venter os noget godt. Vi skal tro på, at hvis vi møder mennesker nysgerrigt og med respekt, så er det det, vi får tilbage. Det er heldigvis også primært vores erfaring. Og det er den oplevelse, vores børn har taget med sig fra vores eventyr.

Og så sker der sådan noget, som der skete i Sri Lanka. Og så mister jeg alligevel troen og håbet lidt. Og jeg når et kort øjeblik at blive lidt bange for verden – lidt bange for at skulle ud, hvor det hele er nyt er usikkert.

I forgårs i en af de internationale sejlergrupper, som jeg stadig er med i – og som jeg har hentet meget hjælp i undervejs på turen – blev der skrevet om et overfald og et drab på en sejler. Vi blev chokerede herhjemme, da vi læste det. Fordi det jo netop skyder sig derind, hvor man har besluttet at stole på verden, besluttet at fortælle historier om at verden mest er tryg og god. En nyhed om at en sejlerfar er blevet slået ihjel for øjnene af sin kone og sine to små børn, kan virkelig ryste den overbevisning. San Blas øerne, som for os var et ægte roligt paradis med hummere, indianere, kokosnødder og ro, har pludselig forvandlet sig til noget andet også. Betyder det så, at man ikke skal sejle dertil, at det pludselig er blevet for farligt og utrygt? Lige i dag, ja. I dag har jeg ikke lyst til at forestille mig, at vi skal ligge for anker der.
Men når først billederne og tankerne om det er landet og har fundet sin plads, så er San Blas øerne jo stadig mest trygge, mest rolige og virkelig afhængige af at alle sejlere ikke holder sig væk.

Gustav lavede en fin film derfra – den kan findes på vores facebookside. Jeg tror den taler for sig selv. Roen var lige der. Den følelse tror jeg også godt man kan fornemme i billederne. Det er den følelse, jeg helst vil mindes. Og selvom der lige nu er kaos og det ikke står øverst på listen over steder, som jeg har lyst til at besøge, så er der mest trygt og verden er mest et godt sted at være. På trods af terror, pirater og naturkatastrofer.

1 kommentar

  • Jette Karin Olsson

    Det er så hårdt, når der sker forfærdelige og onde ting! At en dansk familie skulle miste tre af deres børn i Sri Lanka er så uforståeligt. Fordi vi kender området omkring Bataclan i Paris gjorde angrebene dér i sin tid også et stort indtryk på os. Men som jer kæmper vi indædt for at blive ved med at tro på, at verden grundlæggende er god og at den skal opleves med et åbent sind (og visse forholdsregler). Knus fra Jette

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Om valg og fravalg