Afgang til Colombia

Vi er her…sgu

Vi er ankommet til Colombia. Faktisk kastede vi allerede vores anker i den smukkeste bugt tidligt tirsdag morgen. Men vi har været så heldige at være helt og aldeles uden mobilmaster og netforbindelse… Vi har haft vores egen lille bugt, som lignede noget fra en eventyrfilm. Kun to både i bugten – Irie rose og os. En fin strand, 3 små hytter og helt klart vand. Og meget få, men meget glade lokale mænd som vi straks forærede et par stykker af vores kæmpe fangst (en white marlin på 1,9 m) og fik en god snak med på en blanding af smil, kropssprog og engelsk/spansk. De fortalte os at området var meget sikkert og at der var “no bandidos”. Vi følte os også meget trygge og lige midt i paradis.

img_9764
Der er blevet snakket meget om besværligheder ved at tjekke ind i Colombia. Om hvordan man skal have en agent og skal sejle til en større marina, hvor det er muligt at tjekke ind. Om at det er umuligt at få lavet særlige aftaler og at man skal sejle direkte til den destination man har tænkt sig – og derefter skal betale igen, når man skifter destination.
Det kan vi hermed afkræfte! Vi valgte at sejle til den tredje af “the five bays” – Bahrain Gayraca – på vej til Cartagena, som er vores endelige destination her i Colombia. Der er ingen mulighed for at tjekke ind, da det som beskrevet er en helt og aldeles øde bugt. Ligesom vi drømte om.
Vi havde kun akkurat smidt ankeret i, da Colombias coastguard som drønende ind 4 mand høj. De talte ikke et ord engelsk. Vi taler virkelig ikke meget spansk. Men på en eller anden måde lykkedes det os med smil og fagter at få lov til at ligge der uden anden tilladelse end et “go” fra dem. Og de gav os yderligere lov til at stopppe i Puerto Velero på vores vej videre til Cartagena. Uden problemer. Pludselig havde vi 3 af de søde mænd på Johanna. De havde opdaget den 1,90 m lange white marlin, som vi havde hevet op lige inden vi sejlede ind i bugten. Den skulle de da alle sammen fotograferes med.

img_9736 img_9732

Derefter tjekkede de båden om læ. På ægte colombiansk maner. Melposerne kom frem, de stak hul med en kniv og smagte på det og søgte så videre. Men det hele blev gjort med et smil – og ret fin stemning. Om det var de søde trætte børn, min gravide mave, skippers velvilje eller den kæmpe fisk…det vides ikke. Måske er de bare ikke så slemme, som rygterne siger.
De sejlede fra os med vink, smil og “thumbs up” og faktisk håber vi lidt at vi møder dem igen…og det er ikke så tit vi siger det om kystvagter herude i verden.

img_9739

Nu er vi i Puerto Velero. Kastede anker i går aftes lige efter solnedgang. Ingen har været og tjekke os, men vi tænker at finde ud af om vi kan tjekke ind her og tage på tur til Baranquilla, som vist nok for et par år siden blev kåret som verdens lykkeligste by. Det er en 2 timers bustur, som vi godt gider efter over 1 uge på vandet.

2 kommentarer

  • Jette Karin Olsson

    Ih, hvor lyder det bare dejligt! Skønt at I oplever “no problemas” for en gangs skyld 🙂 Fortsat god vind!

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Afgang til Colombia