Videre til Îles des Saintes

Vores egen private ø og endelig fisk igen

Vi tog fra Prince Rupert bay på Dominica fredag eftermiddag. Vores ankerspil strejkede igen. Der må være en løs forbindelse et sted. Det resulterede i at Christian måtte trække det op ved håndkraft og Bertram var bag roret. Jeg kunne blive i køkkenet og forberede frokost. Drengene er blevet så mega seje og de hjælper med alt sejlads – helt uden vi skal spørge dem. Det er vildt at opleve. Og det er ret tydeligt at skipper bliver helt utroligt glad og stolt.

Sejlede 2-3 timer i helt fantastisk vejr – 19 sømil – og en gennemsnitsfart på ca 6,5 knob. Vi følte os heldige. Og det er ret fantastisk som de sidste mange sejladser har været helt perfekte. I høj sol fløj vi afsted og der blev både læst, snakket, spist og sunget på turen. Det eneste som ikke spiller for os på sejlturen er fiskeriet…vi har minimum 2 fiskeliner i vandet, men fanger ikke noget. Vi får ikke engang bid.
img_1590

Vi ankom til Grand Îlet, som er en del af Îles des Saintes øerne. En lille privat ankerbugt, hvor der ikke var andre end os og Drum. Helt klart vand, sandbund og vores egen private ø. Da vi ankom svømmede en lille gruppe ud med harpuner – og kom tilbage et par timer senere med 2 store yellow jacks og en lille glasseye snapper. Aftensmaden til de to store familier var sikret. Og drengene var glade for at der igen var mulighed for at skaffe fisk.
img_2849 img_2857 img_2864

Vi sejlede i vores dinghy i mørket med fisk i fad over til Drum og havde en dejlig aften med fisk, kold hvidvin og godt selskab. Alle var trætte efter dagens strabadser og vi roede tilbage til Johanna i mørket igen. Natten var kulsort. Og vi var glade for at vi havde efterladt lys i cockpittet. Ellers havde vi aldrig fundet hjem.
Det er ret fantastisk at sejle til middag hos sine naboer. Og igen minder det ret meget om det gårdfællesskab vi havde hjemme på Nordre Frihavnsgade. Hvor middage ofte opstod spontant og alle medbragte hvad de nu havde. En masse voksne og børn i et stort fællesskab. Sådan er sejlerlivet også. Her er fisken bare selv-fanget og dinghy’en er den måde vi bevæger os mellem hinandens hjem. Men de er stadig vores naboer.
img_2844

Efter en rolig nat besluttede vi at blive en nat mere. Det føltes som vores eget private paradis – og alle trængte til det. Vi har godt af en pause fra by, biler og alt for mange mennesker. Efter en hel dag med badning, snorkling, harpunering, læsning og en masse leg, tog vi på tur ind til den lille ø. Christian og mig og 6 friske børn. Øen var lige som vi forestillede os og vi havde et par gode timer derinde. Der var palmer med kokosnødder over det hele og det lykkedes os at få store, flotte kokosnødder ned fra en af palmerne. Nu hænger den ene her i cockpittet og bliver klar til os. Vi har nemlig besluttet os for at vi godt kan lide kokosnødder alligevel. Det er sgu for fjollet ikke at kunne lide, når nu de er over det hele.

Vi havde ikke heldet med os i forhold til fisk. Og det var særligt teenageren glad for, for det betød nemlig at vi skulle have pizza…
Vi har køleren proppet med pølser og oste fra Martinique, så vi lever som konger og har endelig lært, hvad der er godt at proviantere til langture, hvor der ikke er mulighed for at købe ind. Det tog os kun 8 måneder at lære det…men nu ved vi det.

Efter endnu en rolig og fin nat, trak vi ankeret op kl 07.30 (efter at være blevet vækket af vækkeur). Denne gang virkede ankerspillet og jeg kunne passe min ankertjans. Da ankeret var oppe, begav vi os mod Pigeon Island, som skulle være et fantastisk naturreservat med vilde muligheder for både at dykke og snorkle. Fik tippet af Polonica, som også ville sejle dertil.
Endnu en fantastisk sejlads med god fart og helt rigtig vind. Måske er vores sejlerheld vendt. Stemningen er generelt meget bedre og vi bliver ikke søsyge. Vi har overskud til madlavning, spisning og en masse snak. Så der er ikke så meget stilhed på båden, som der plejer at være når vi sejler. Det er så både godt og skidt, for hold nu kæft hvor de der unger snakker. Hele tiden. Alle tre.

Liva er igen begyndt at snakke engelsk til os. Og hun er god til det. Men drengene bliver så irriterede på hende og nægter at svare hende. Liva fortsætter. Drengene flipper. Og så opstår der de der vanvittigt irriterende diskussioner og konflikter, som minder os om at hverdagen også er sådan – eneste forskel fra derhjemme er at den ene part i diskussionen konsekvent diskuterer på engelsk. Men hverdagen er også sådan. – På trods af flyvefisk, blåt havn og solskin…diskussioner og konflikter mellem tre møgunger er stadig irriterende. Og 42 fod er meget lidt plads, når først de folder sig ud. Og det gør de ok tit.
img_1569

Ankom til Pigeon Island efter et par timers sejlads. Og der mødte vi Polonica igen – så dejligt. Det er hyggeligt at mødes igen, når man har sejlet hver sin vej. Og med Polonica – som har de to små drenge, er det tydeligt at se hvor meget der sker på ganske kort tid. Vores unger er meget glade for drengene – og omvendt. Det er meget værdifuldt. Polonica har i øvrigt besluttet at vente med deres Great Loop-tur og har valgt at sejle samme rute som os. Det betyder at vi kommer til at have glæden af hinanden de næste 1,5 år. Det føles ret trygt at vide. Og det er rart for skipper, at have en anden skipper at drøfte orkaner, pirater og hvad der nu ellers måtte være. For resten af båden er det også bare rart at have en familie tæt på. At have en at dele alt det her vilde, fantastiske og til tider skræmmende med. At have en familie som man siger farvel til – og mødes med efter en uge eller to. For det at vi skal samme vej, betyder selvfølgelig ikke at vi gør alt det samme på samme tid. Men vi har mulighed for at vælge det til og fra – og det er godt.
img_2960

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Videre til Îles des Saintes