Vores møgbeskidte rodehoveder

Det er lidt heftigt at have ungerne i salonen hele tiden. Og ikke at have en stue, hvor alle kan være. Vores børn er ikke de mest ordentlige. Og nu hvor Bertram og Liva har givet sin kahyt til Thomas for en stund, har de til gengæld indtaget salonen på en måde som kun de kan. Livas bamser flytter ind. Flere for hver dag. Og hendes daglige (mange gang om dagen!) tøjskift bliver pludselig meget synlige, da tøjet ligger overalt. Bertram skifter til gengæld stort set ikke tøj, men han har sit udstyr liggende over det hele. Kamera, drybag, lommelygte, harpun osv i en stor bunke over hele salonen. Kombineret med regnvejr flere gange om dagen kunne det give lidt udfordringer. Men heldigvis er de der unger som regel i gang med noget hele tiden – oftest i en dinghy, på et board eller under vandet med en harpun. Og så kan man jo bare lukke sine øjne og tænke at det går over…
Der er snart gået et år med et hverdagsliv på en båd. Vi troede faktisk at de ville blive bedre til at rydde op efter sig. At bådbørn var sådan nogle, der lagde alt på plads og var helt ordentlige. Alle andre sejlere fortæller historier om deres børn, som er så strukturerede og ordentlige – “for det er man jo nødt til på en båd…??”.

Men ikke vores unger. Det ville på en måde også være virkelig mærkeligt og lidt uhyggeligt, hvis de pludselig ændrede sig SÅ meget.

Vi elsker de rodede møgunger og prøver at lade være med at springe for meget i luften over alt det rod. Og tænker at det alligevel bliver godt at smide dem i deres egen kahyt snart igen. Så kan vi det mindste lukke døren og lade som om de er sådan nogle ordentlige bådbørn, som hele tiden siger “tak for mad”, “må jeg bede om” og den slags OG som rydder op efter sig selv og ved at alting har en plads.
Indtil da lukker vi bare øjnene. Og kysser rodehovederne på deres møgbeskidte kinder.