Wallilabou bay og vores første bad i lang tid

Den 14. Januar 2017
Vi har flyttet os fra Blue Lagoon til Wallilabou bay – begge dele på St. Vincent. Men virkelig forskellige steder! Her ved Wallilabou bay er Pirates of the Caribbean blevet optaget. Derfor troede vi, at der var gjort lidt ud af bugten – som en slags konsekvens af at turisterne strømmer hertil… Men nej, her er (heldigvis) meget primitivt og råt. Vandet er grumset. Dønningerne er ret heftige. Der er ingen butikker. Eller strandstole. Til gengæld er der lokale fiskere, der kom os i møde i både, på surfboards og i kanoer. Og de kan skaffe alt: fisk, frugt, brød, is – og tage vores skrald væk. De er meget nærgående og insisterende. Og virkelig søde og hjælpsomme. Vi købte grapefrugter, passionsfrugter og mango. Og friske tunbøffer, som Sean skar ud for os i sin lille båd lige ved siden af vores.

I dag havde vi aftalt en tur til et vandfald. Sean, som var den aller første til at sejle os i møde, er blevet “vores mand” her på St. Vincent. Der er en helt klar aftale mellem mændene i de forskellige bugte om, at den der først får kontakt med en båd, er den der leverer varer og ydelser – og dermed er det ham, der tjener penge. Derfor oplever vi tit, at blive sejlet i møde langt væk fra en ankerplads. Af en lille farvestrålende båd med en venlig mand, der præsenterer sig. Han har oftest fødselsdag lige netop den dag man møder ham…
Og her i Wallilabou bay, kaster man sit anker ud over får derefter fastgjort en line ind til land i den anden ende af båden. Enten kan man svømme i land med linen eller også kan man betale en lokal 20 østcaribiske dollars for at hjælpe. Vi valgte det sidste.

Nå, men vores mand her i bugten havde fundet en chauffør, Bert, til turen og var selv med på turen som guide. Det var ret fantastisk. Bilen stoppede flere steder på vejen, Sean drønede ud af bilen og op i det nærmeste træ, for at plukke de frugter, han ville have os til at smage. Og han gik med os op til vandfaldet, viste træer, planter og dyr på vejen. En drømmetur for Gustav og Bertram. Og Liva blev helt vild med Sean.

Vi badede i vandfaldet og fik dermed det første bad i andet end saltvand siden Barbados. Det var ret fedt. Og tiltrængt.

Derefter tog vi forbi en dansk skole – Richmond Vale Academy – som vi havde fået anbefalet at besøge. En skole, som lavede kurser om økologisk landbrug og havde studerende fra forskellige steder i verden. Jeg er ikke helt klar over præcis hvordan det foregik, men der var dejligt og hende der viste os rundt, var meget imødekommende.
På skolen fik vi rundvisning OG lov til at tømme deres dejlige frugthave. Vi tog derfra med poser fulde af passionsfrugter og stjernefrugter, som vi selv havde plukket i haven. Nu har vi fyldt alle vores net i salonen op med gode frugter.

Og så afsluttede vi dagen på en lille restaurant, hvor vi fik serveret lækre rotis med kylling – sammen med Sean og chaufføren, Bert.

Så gik turen tilbage til båden. Da vi kom tilbage, kunne vi godt se, at båden lå ret tæt på stranden. Også tættere, end den gjorde tidligere. Vi skyndte os ud til den i gummibåden og konstaterede at vi lå ca 5 meter fra land.

Vores anker havde løsnet sig i dønningerne og konsekvensen var, at vi lige så stille og roligt var på vej op på stranden. Christian måtte hurtigt starte motor og ankeret skulle op. Og jeg er virkelig træt af at være hende, der fikser ankeret!! Hver eneste gang jeg har brug for bare at sætte mig og slappe lidt af, skal der bruges kræfter på ankeret. Lorte anker! Som ikke bare lige er sådan at blive venner med. Hver eneste gang skal jeg have hele min krop ned i ankerbrønden, have armen ind under selv ankerspillet og “hjælpe” kæden med at vælte ud til siden, så den ikke blokerer for resten af kæden og så håbe på at den vil som jeg vil. Imens må enten Gustav eller Bertram sørge for at holde lugen til ankerbrønden, så jeg ikke får den i hovedet (igen) eller på knæet (igen).
Men også denne gang gik det. Dog ikke uden banden og svovlen. Og klart rettet mod skipper…for det er jo ham, der bestemmer på båden. Og derfor må det jo også være ham, der er ansvarlig for alt hvad der sker på båden.

Og nu ligger vi i næste bugt, hvor der er lidt færre dønninger. Ankeret er kastet og linen ind til land er fastgjort af en af fiskerne. Nu håber vi, at vi bliver liggende her indtil i morgen tidlig, hvor vi sejler videre mod St. Lucia.