Så er han på vej...solo

1.døgn klaret

For helvede en lorte nat! Har sovet ca 5 timer.
Dagen i går gik med besøg i den seriøst klammeste zoo…det kom der mange gode snakke ud af. Og vi havde lyst til at lukke alle dyrene ud og tage et par stykker med hjem. For hvor var det dog synd at se de stakkels dyr gå rundt under de forhold. Udover de stakkels dyr, var det nærmest efterårsvejr. Hvilket føles lidt skørt, når vi ved, at I hjemme i Danmark har mega sommervejr. Men Liva fik da fundet visne efterårsblade – og alt var godt.

image

Dagen gik. Og tankerne om Christian på den store Biscay alene blev holdt lidt på afstand. Bortset fra at jeg tjekkede vesselfinder og marinetraffic 500 gange i timen. Selvom jeg prøvede at sige til mig selv, at det var en virkelig dårlig idé. Men jeg hørte ikke efter.
Christians signal røg først omkring kl 13. Så gik der et par timer og så var der signal igen kl 16.24. Og så var der intet signal. Hele natten og stadig ikke! De andre både, som han skulle følges med, kan nemt følges. Men Johanna var pist væk. Og dermed også Christian.

Denne skærm så jeg på heeeele dagen i går. Og det meste af aftenen og natten:

image

Jeg ringede til min svigerfar, som pt er i Piemonte. Jeg bildte mig selv ind, at det var for at berolige ham. Meeen det var nok mere for at blive beroliget. Det virkede ikke. Jeg kunne se på FB at der var en kommentar om “hvorfor han dog sejlede ud idet vejr alene”…og så et billede af et voldsomt vejr. Åh åh, det var lige noget der kunne sætte spekulationer i gang hos mig.
Jeg fik fat på vores venner på SY Freja og fik dem til at tjekke deres avancerede vind- og vejrmeldinger (som jeg ikke har adgang til her). De vendte tilbage med ro. Alt var fint. Christian ville ikke – som det så ud nu – støde ind i noget voldsomt.

I mangel af bedre, begyndte jeg at google Biscayen og sejlads. Det var dumt! Det er aldrig en god idé at læse om andres oplevelser. Det er ligesom lige inden man skal føde. Helt ægte bange for det der venter, tænker man at det da er en god idé at læse om andres oplevelser… Det er det ikke. Og at læse om andres Biscayen-oplevelser virker på samme måde.

Mens alt det her stod på, fik vi også købt ind og lavet mad. Og alle krøb i seng med en film eller anden underholdning (godt vi har så mange skærme med her til Vigo).
Jeg fortsatte med at tjekke vesselfinder og marinetraffic…men Johanna var sidst registreret kl 16.24.

Jeg sendte Christian en besked… Intet svar.
Håbede at jeg snart ville høre fra ham på sat.tlf…men nej.
Da de små sov, begyndte Gustav at blive bekymret for sin far. Og det er da klart! Han var heldigvis nem at berolige og lagde sig til at sove – der var kl 01.00.
Så vendte og drejede jeg mig et par timer og tjekkede vesselfinder OG marinetraffic…og så faldt jeg i søvn.

Nu er jeg lige vågnet og har fortsat i nogen lunde samme mønster som i går… Men der er stadig intet nyt. Har fået et par sms’er hjemmefra med spørgsmål til om alt er ok med Christian. Hvor er det dejligt at der er så mange skønne mennesker der følger med og sender tanker til ham.

Nu lige mens jeg sidder her med kaffe og ungerne langsomt vågner ved siden af mig, har jeg netop fået en besked fra min Christian fra sat.tlf. Han skriver:

Godmorgen kære familie.
Alt er i den skønneste orden herude, bortset fra der mangler lidt vind og båden ruller i de store bølger. Men har sovet ca 5 timer. Håber I har det godt!
Kys

Det er min mand. Og nu kan dagen bare komme an… (kan dog ikke garantere at aftenen og natten ikke bliver en gentagelse af den netop overståede…og så kan det godt ende med at blive 4 lange døgn – både for ham og os).

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Så er han på vej...solo