Tillykke og søsterkærlighed

Tobago Cays

Den 20. Januar
Dagen startede med at Christian og drengene tog ud med snorkel og harpun og kom tilbage en time senere med 4 hummere, 1 glasseye snapper og 1 grouper. Det var fedt (og lidt på tide med en ordentlig fangst). Liva og jeg lavede skole på båden, mens de skaffede føde. Det gik faktisk virkelig fint. Liva var medgørlig, kvik og en helt gennemført præmieelev!

img_0936

img_0937

Efter oprydning og rugbrødsbagning, startede vi den korte sejltur mod Tobago Cays. Ankom efter en times sejlads for motor. Spiste god frokost i cockpittet. Rugbrød…åhr, hvor har vi savnet det. Kartoffelmadder og varm leverpostej. Der var meget stille og alle nød det. Det er ret utroligt at tænke på, hvor meget brok der har været over rugbrødsmadder hjemme i Danmark – og så at se på hvordan det bliver indtaget med kæmpe nydelse nu. Og vi er nødt til at lave rationering på det – et rugbrød skal holde i 2 dage!

Her er vildt og smukt. Der svømmer havskildpadder rundt om os. Og vi kan røre dem og svømme ved siden af dem, når vi snorkler. Det er vildt. Og også vildere, end vi tidligere har oplevet.
Da vi ankom i går, var der stor gensynsglæde. Sannsipapp lå allerede i bugten og ventede på os. Både de norske og de danske drenge var lykkelige over at se hinanden igen og vi nåede kun lige at kaste anker, før de sad i deres gummibåd henne ved os og var klar til det hele. 5 skønne drenge afsted i gummibåd på vej til revet.

img_0935
Jeg gik lidt rundt om mig selv hele dagen. Min søster havde jo fødselsdag. Og jeg var landet i paradis uden wifi og den slags forstyrrende sager. Men jeg skulle jo for fanden ringe til hende. Og høre hendes stemme. Og fortælle hende, at jeg var lige her, selvom jeg er så langt væk.
Sannsipapp blev vores redning. De havde net og jeg loggede på og fik ringet og sagt tillykke. Meget vild tanke, at hele min familie sad midt i København, i vinterkulden, i en hyggelig lejlighed, med kød og hinanden. Og jeg sad i stævnen på en norsk båd midt i paradis i Caribien med havskildpadder svømmende rundt om mig. Uden dem og uden kød.
Fik rystet følelserne af mig og vendte tilbage til hyggeligt samvær i Sannsipapps cockpit. Polonica stødte til og timerne gik. 8 dejlige børn og 6 snakkende voksne. Det holder. Og heldigvis fandt Bertram og norske Brage hinanden meget mere end de tidligere har gjort. De minder ret meget om hinanden. To midterbørn med mod på det hele. Altid meget hurtige og på tæer for at følge med deres storebrødre. Men samtidig helt hvilende i sig selv. De fandt et stille hjørne på båden, hvor de spillede backgammon og skak.
Og norske 8 årige Mikkel (som ellers absolut ikke leger med piger) gik med på at spille kort med Liva. Det var ren lykke.
Sannsipapp har også løbende ændret planer. Udgangspunktet var, at de kun skulle være væk 1 år. Det er nu blevet til 2. De har bare ikke fortalt det til drengene endnu. Vi er glade for deres beslutning. Det betyder, at vi kommer til at sejle samme steder på samme tidspunkter som dem. De har besluttet at sejle til Stillehavet. Og det er en tanke, som skipper elsker. Og som kan bruges til at lægge yderligere pres på mig. Men vi har endnu ikke besluttet noget. Men det gør selvfølgelig noget ved mig at høre, at andre familier tager beslutninger om Stillehavet…specielt fordi det er en virkelig sød og fin familie! Og fordi der findes legekammerater til alle ungerne. Teenageren er bare sjovere, når han også har mulighed for at trække vejret væk fra sin mor og far. Selvfølgelig. Og det vil vi godt give ham mulighed for.
Og det blide midterbarn nyder også at have en ven. Han savner sin Villads hjemme i Danmark. Jeg tror han savner ham hver dag. Han kan godt være i det, men han siger ting som “Villads er sådan én, jeg kommer til at være venner med altid” og “hvornår tror du Villads besøger mig”. Han overvejer at tage med hjem til Danmark, når Gustav og jeg flyver hjem til 9.klasses eksamen – bare for at se sin Villads lidt før. Og den følelse kender jeg jo godt. Derfor er det så dejligt at se ham åbne lidt op for en ven – én som ikke er Villads. Og han ved jo, at Villads er lige hjemme på Willemoesgade. Også om 1,5 år. De bliver vilde i verden de to.

img_0934

img_0933

2 kommentarer

  • Det ser lækkert ud – jeg husker selv Tobago Cays som et af de bedste snorkelsteder…! God vind fortsat!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cille

      Ja, det er virkelig et fantastisk snorkelsted! Tak

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Tillykke og søsterkærlighed