Cuba…vi er allerede solgt!

Vi er kommet til Cuba. Her er præcis så skønt, som vi drømte om! Vi sejlede ca 20 timer fra Jamaica og er kommet til noget, som føles som en helt anden verden. Også sejlturen hertil var fin. Vi havde rigtig vind til en forandring og vi fløj lydløst afsted…næsten som om også Johanna var med på at komme væk i en fart.
Indklareringen var grundig. Vi fik besøg af en læge, som tog hele besætningens temperatur, for at være sikker på at vi ikke slæber sygdomme med ind i Cuba. Det har heldigvis vist sig, at vores valg af vaccinationer har været helt rigtige og de gule vaccinationskort fra Danmark beroliger mange myndighedspersoner, når vi ankommer til et nyt land. Efter vi var erklæret raske, kunne vi tage det gule flag ned, skynde os at male et cubansk flag og hejse det og så komme videre i indklareringen.

Så skulle vi mødes med immigration and customs og det hele gled nemt. Eneste ulempe er at alle skal betale for et visum – og det koster 75 us dollars pr mand. Men vi er helt sikre på, at det er det hele værd. Vi har hørt mange historier om hvor besværlig indklarering skulle være her på Cuba – historier om hunde og mennesker der gennemsøger båden, men det var heldigvis bare historier. Alt her foregik med et smil. Hele proceduren tog 3 timer og vi fik lavet skole imens – og blev overbegloet af franske, tyske og svenske turister, som skulle på sejltur og gik forbi vores hjem og tog billeder og stoppede op og pegede. Enkelte snakkede til os, men ellers føltes det primært som at sidde i et bur og blive gloet på. Men vi ser sikkert også skøre ud her på vores sejlende sigøjner-hjem med vasketøj hængende overalt, skolebøger og børn spredt i cockpittet og et flænset dannebrog, der fortæller om hvor vi kommer fra.

Og så ind til Santiago de Cuba – en 20 min køretur fra marinaen. Og her er fantastisk og smukt. Og vi får lov at gå i fred, men alle vil alligevel gerne snakke. Cubanere virker som de mest gæstfrie og imødekommende mennesker vi nogen sinde har mødt. Vi har i øjeblikket en Bertram, som har ret svært ved ikke at røre ved alt han ser…også i butikker. Det har betydet at vi i Jamaica blandt andet blev tvunget til at købe en gul klud, da de i butikken mente, at Bertram tørrede fingre i den…og nu har han en gul klud, som han er blevet helt utroligt glad for. I Santiago de Cuba fortsætter han selvfølgelig med at ville mærke på tingene og vi er blevet ret hurtige til at stoppe ham (helt angste for hvad de nu vil tvinge os til at købe!). Men ekspedienten i denne butik i Santiago de Cuba, reagerede på vores fortælling om Bertram og Jamaica ved at forære ham den baseball han ikke kunne holde fingrene fra. Og Bertram (som i øvrigt i alle spansktalende lande bliver kaldt Pedro…) strålede som en lille sol – og fortsatte med at mærke på alting.

Overalt i byen er der lys, åbne døre og store smil. Og det er umuligt ikke at lade sig smitte af alle de søde mennesker. Så allerede nu, hvor vi ikke engang har været her 1 døgn, elsker vi Cuba. Hele banden. Ingen overfalder og med dårlige souvenirs eller prøver at snyde os til at betale ekstra. Og vores skuldre falder langsomt på plads igen efter Jamaica.

I går aftes mødte vi Morris, som tog os med på en lille privat restaurant i et hyggeligt hjem i en af sidegaderne- og vi ved da godt at han får penge for at hive os med lige præcis derhen. Men han var helt i orden, interesseret og en virkelig god fyr. Maden var cubansk, billig og lige hvad vi drømte om. Og det føltes helt naturligt at sidde lige der i en families stue og gå på toilettet, hvor deres tandbørster stod og ventede på at det var sengetid.

I dag har vi en aftale med Morris om en gåtur i byen. Han ved alt og er super god til engelsk. Efterfølgende er vi blevet inviteret hjem hos ham til middag med hans kone og datter. Vi er så vilde med Cuba. Og glæder os til alt hvad der venter os.