Ensom skipper

Nu har vi forladt Johanna. Vi har forladt Santa Cruz. Og vi har forladt Christian. Det var ikke sjovt at sige farvel og vide, at vi ikke skal ses før om ca en måned. Det har vi aldrig prøvet før. Jeg kan virkelig ikke overskue tanken om at undvære og savne en hel måned.
Glæden over at skulle til Barbados daler lidt, ved tanken om at Christian er så langt fra os i så lang tid. Men nu skal der bare gå lidt tid og så er der pludselig gået en måned.
Vi har en lang rejse foran os. 2 fly (og det 1. er allerede klaret nu) og så en overnatning i Manchester. Og derefter 1 fly videre til Bridgetown. Jeg er glad, for at det lige præcis er de her 3 børn, der er mine rejsekammerater. De er så super gode til det. Og tålmodige. Og opmærksomme på hinanden. Der er intet brok over at skulle bære tasker selv, at skulle stå i kø eller at være sulten/tørstig, men være nødt til at udsætte behov lidt. De her unger gør turen en smule sjovere – og savnet meget nemmere at bære, fordi vi har hinanden.

Min Christian så lidt ensom og forladt ud, da vi vinkede til ham i lufthavnen. Og holdt tilbage af grønne snore, som han bestemt ikke måtte krydse uden gyldig billet. Vi følte os amputerede, da vi stod på “billet-siden” og kiggede ud på vores elskede Christian. Jeg nåede hurtigt at tage dette billede, inden de skrappe damer i sikkerhedskontrollen råbte, at det måtte jeg ikke. Men så kiggede de på mig. Og de kiggede på mine børn. Og vi havde vist alle 4 lidt røde øjne. Og så smilede de til os og så ud som om det var ok med billeder alligevel.

Fra han forlader Tenerife og til vi ser ham igen på Barbados er der minimal kontakt. Vi har aftalt, at han giver lyd på sat. tlf når det passer ham – og når det giver mening. Jeg skal med andre ord tro på, at intet nyt er godt nyt. Og det bliver lidt af en udfordring. Men på den anden side, er den her tur for Christian – og resten af besætningen – et frirum, en slags åndehul, hvor der ikke skal tages hensyn til bekymrede koner (og fædre). Og derfor har vi besluttet ikke at lave aftaler om opdateringer på bestemte dage. Forhåbentlig glider dagene sammen for dem og de mister fornemmelsen af om det er mandag eller onsdag. Og så er det da super ærgerligt , hvis jeg sidder og bliver nervøs over at han ikke skriver som aftalt.
Så nu prøver vi dette. Giver slip. Og sender kærlighed i tankerne. Og krydser for den gode vind. Og længes efter den dag hvor han ringer på sat. tlf og siger, at nu er der kun 1/2 døgn til land.
Og så venter Caribien. Og tid sammen igen. Og så har Christian fået den oplevelse, som han har drømt om og glædet sig til så længe. Og vi har haft Barbados, mormor og morfar, et rigtigt køkken, 3 soveværelser OG et badekar…og det er vi jo (også) vilde med.