Tanker om et hverdagsliv

Faktisk fungerer det meste…

Med fare for at køre rundt i en eller anden form for tude-suppe, hvor det hele handler om at livet herhjemme er svært og livet derude er meget bedre, så kommer der alligevel lige lidt om status i dag.
Solbrillerne er på i dag. Det bliver de nok hele dagen.
Og det er ikke fordi jeg kan pege på noget der som sådan ikke fungerer.
Faktisk fungerer det meste.

Gustav sendte en besked i går om gode følelser, fællesskab, nye venner og super mad. Og jeg kunne sagtens mærke i hans ord, at der var gang i noget godt. Og det gav en ro (og selvfølgelig et savn). Og ham ser vi næste torsdag. Om en uge! Juhuu.

Bertram kører afsted om morgenen på sin cykel og er helt ok med at skulle i skole. Han har fået nye venner, har allerede overnattet hos en af dem, bygger skateramper og sætter et forladt skur i stand (som de der ramper skal stå i). Dyrker venskaber og opdager en ny måde at være sammen med venner på. Man kan lave ting herhjemme i Danmark, som ikke involverer en skærm. Og der findes andre end ham, som synes at det er fedt! Han gik afsted første dag med sit skateboard under armen. Og det der skateboard, det kan noget. Det er en billet til et fællesskab på tværs af alder og klasser. Og det betød faktisk, at han allerede første dag blev budt velkommen af en god flok af små fyre, som bare synes det var fedt, at møde ham. Det der undervisning…det snakker vi ikke så meget om. Men det skal nok gå.

Med Liva er historien den samme. Hun har savnet tilbud, veninder, skørhed og gymnastik. Og hun får hele pakken her. Klassen virker helt skøn og mini-klubben efter skoletid tilbyder alt det hun har drømt om. Mest af alt et rum uden sin familie. Det betyder at hun nærmest først vil hjem når de lukker. Og den må vi jo bare sluge og undvære hende i ret mange timer. Hun er glad og kører afsted med pakket skoletaske og sol i øjnene. Det er faktisk ret fantastisk!

Christian startede arbejde i mandags. Det virker meget lovende. Fede opgaver og gode mennesker. Men…den der arbejdsfælde er svær for ham ikke at falde i. Det er jo fantastisk, at han bliver grebet af sit arbejde og at tiden flyver, fordi han er optaget. Men jeg er så bange for, at vi ikke er i stand til at gøre det anderledes, end før vi tog afsted. Jeg savner ham, når han er væk. Og jeg savner ham, når han er hjemme. Det er alligevel lidt hårdt.

Status hos de to efterladte ombord på S/Y Johanna svinger meget. Sylle har fin rytme om formiddagen og det er så her, jeg skal forsøge at få tid til en eller anden form for arbejdsliv/ro til mig selv/pleje af båden osv. Og det skal nok gå. Det ville have stresset mig for to år siden, men ikke nu.
I går var jeg til møde med et forlag angående bog om turen. Vi landede en fin aftale og det er et projekt, som jeg rigtig godt gider og glæder mig til at finde tid til. I går var en god dag.

Men i dag er jeg sprød. Og sådan må det nok være den næste periode. Gode dage og dårlige dage. Sådan var det også for mig, da vi tog afsted. Og det her er jo en ny slags eventyr. Bare et lidt ensomt et…

Sådan cirka ser hjemmekontoret ud hver formiddag…altså når solen skinner. Når det regner er historien en helt anden…

3 kommentarer

  • Carina H

    Tusind tak fordi du deler dine tanker og følelser om at komme hjem! I min verden er det en stor del af hele rejsen. Ikke at de udfordringer man rammer, når man kommer hjem, ville kunne afholde mig fra at tage af sted, men at de er der, er altså rart at være forberedt på. Alle i familien vil tackle det på hver sin måde.
    Så tak!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Cille

      Nej, du har ret. Bare fordi det er hårdt at komme hjem, er eventyret ikke mindre fantastisk. Men det er en omvæltning at lande igen! Men det går fremad…

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jette Karin Olsson

    Det lyder rigtig godt! Hvor er det skønt at høre, at børnene har fundet nogle gode fællesskaber 🙂 Det aller-aller-sværeste som mor – synes jeg – er at give slip! Håber det lykkes for dig 🙂 Glæd dig over at I har sådan nogle selvstændige og stærke og energiske børn (det ved jeg, du allerede gør). For mig var det vigtigt at finde et interessefællesskab, jeg kunne indgå i (jeg arbejder også hjemme). God arbejdslyst med bogen! Knus fra Jette

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Tanker om et hverdagsliv