Farvel til Clark’s Court Bay og Grenada

Alt var planlagt. Endelig havde vi fået os sammen til at gøre båden sejlklar og pakke vores liv (som vi har levet her ved Clark’s Court Bay de sidste 3 uger) sammen. Og så opdagede Christian at båden ikke var i tip top stand.

Det har ikke været svært på grund rod eller fordi vi pludselig er blevet dovne. Men det har været mega svært, fordi vi har det ret godt her. Fordi vi har mødt så mange gode mennesker. Og fordi det har været helt utroligt trygt og dejligt for hele familien. Vi ved, at vi vil savne torsdags-spilleaftener på Nimrod’s, musik på Hog Island, Barbecue om søndagen, leg på Drum, spontane drinks i cockpittet, gode Tom som altid gad at spille og synge Leonard Cohen for os, Island View og deres sure servitrice (som blødte mere og mere op). Og så vil vi savne Grenada – øen, som vi slet ikke havde planlagt at tage til og som har taget hele familien med storm.

Nu er vi sejlet. Men ikke så langt. Da vi gjorde båden klar i går, opdagede Christian nemlig at der var gået en cordel i bagbords undervant og det kan vi ikke sejle med. Vi skiftede styrbords side på St. Vincent, men det var ikke nemt at finde den rette størrelse. Og vi endte derfor med at finde en second hand. Her på Grenada er der en rigger – og det er vi nødt til at udnytte – så nu skifter vi begge sider og gemmer den tidligere købte secondhand – det er nu alligevel mest trygt.

Næste mulighed er Martinique og det er for risikabelt at sejle så langt uden styr på det.

Så efter at have diskuteret frem og tilbage i går aftes, besluttede vi at sejle til Prickly Bay og tage dinghy’en ind til øens rigger. Verdens bedste “Drum” tilbød at tage med og hjælpe. Vi kunne godt have klaret det selv, men det er så rart at have gode venner med på sidelinien, når ham der skipper skal i masten. Og vildt skønt at have gode venner her ude i verden, hvor alt foregår anderledes end derhjemme.

Nu ligger vi her i Prickly Bay – side om side efter at være blevet vækket af uret kl 06.00 i morges. Efter en times sejlads ankom vi hertil og nu er Christian oppe og forsøge at få hvad vi mangler – og jeg har boller i ovnen.
Bagefter står den på 35 sømil til Carriacou, hvor vi nok først ankommer sen eftermiddag. I morgen er der børnekarneval på øen – og alle glæder sig.