Følelsen af hjem – igen

Igen har vi følelsen af at komme hjem. Og vi har ikke engang været her før. Altså på Bonaire. Måske er det fordi Polonica allerede har været her i to uger og sejlede os i møde med deres dinghy – og viste os supermarkedet og den bedste vandmelonjuice, fulgte os til immigrationskontoret, tog os med til byens issted og bagefter inviterede til leg på Polonica. Måske er det. Fordi det faktisk minder lidt om et sted tættere på hjem – med små farverige huse, stille gader og vindmøller. Bonaire er hollandsk – og det kan man godt mærke. Vi er allerede ret vilde med det her.

Turen hertil tog præcis 3 døgn – 450 sømil med perfekte vind- og vejrforhold. Johanna sejlede som en drøm. Vinden var helt tilpas og vi mærkede ikke meget til bølger. Det blev en af den slags ture, hvor delfiner, flyvefisk og fiskeri fyldte en hel masse. Hvor vi snakkede i mørket kun med lys fra stjernerne og med stille musik fra højtaleren. Hvor vi ret hurtigt fandt rytmen og var stille sammen. Hvor vi tog bad på badeplatformen i det klareste vand. Og hvor der præcis skete det vi drømte om…at vi nød hinandens selskab og alle kunne mærke at vi trængte til at være os 5 på vej i verden. Det bliver en tur vi husker.

Det blev også turen hvor vores fiskeriheld blev udfordret. Vi fik bid 5 gange. Første gang smuttede den af, anden gang skete det samme. Tredje gang havde Gustav hevet den meget tæt på båden, da der pludselig dukkede en hajfinne op bagved og slugte både (vores) fisk og vores krog. Fjerde gang var fisken så stor, at linen knækkede med at ordentligt smæld. Men femte gang…der samarbejdede drengene og trak ikke bare én, men to tun op på samme line. De havde været så smarte at sætte to sprutter på og var heldige at havne midt i en stime…der fik de fat på en 5 kg tun og en 8 kg tun. Og der var lykke! Og hjemmefanget fisk smager bare bedst.

Her på Bonaire må man ikke skyde med harpuner, så vi har afleveret vores harpuner på deres kontor og får dem først igen, inden vi sejler herfra. Vi må ikke ligge for anker, men skal tage en af deres bøjer. Hele området er en marinepark og der heldigvis passet godt på det hele. Første lille bitte tur fra båden tyder på et utroligt liv under vandet.

Vi regner med at blive her i ca 3 uger, så der er rig mulighed for at nå alle de mange ting vi drømmer om. Drengene har besluttet sig for at de hellere vil have et fridykkerkursus end et PADI dykkerkursus. Og det giver ret god mening for resten af turen. Vi har ikke dykkerudstyr på båden og det kan blive en dyr og besværlig fornøjelse at finde et dykkercenter hver gang de skal dykke. Til gengæld kan de bruge et fridykkerkursus til meget mere – uden andet udstyr end det vi har i forvejen. Og helt egoistisk tror jeg også at et fridykkerkursus skaffer en del mere føde til besætningen…så jeg bakker selvfølgelig op (er i øvrigt ikke træt af fisk mere).

Vi vil også gerne leje cykler og køre rundt på øen. Hele banden savner at cykle. Hjemme i Danmark cyklede vi hver dag – det var vores primære transportmiddel. Så det er vi nødt til at få prøvet her på Bonaire. Liva er lidt bekymret for om hun mon kan huske hvordan man gør. Og det er vi jo nødt til at få afprøvet.

Og der er mange flere ting på listen. Men først skal vi sove. Og så skal båden have en omgang…den bliver ikke meget lækker og ordentlig af tre døgn uden land med fem menneskers rod og en del fiskesnask i cockpittet.
Men hey, vi er lige her. Havet er så blåt og himlen er uden en sky. Vi kan igen hoppe i direkte fra båden og det sætter alle pris på efter næsten 2 uger i Trinidads beskidte vand. Det er helt utroligt hvor store kontrasterne er. Vi sejlede fra Trinidad i mandags – fra en larmende, beskidte og levende marina. Og nu er vi her på Bonaire i det klareste vand med en helt anderledes kultur – uden musik i gaderne, men med en anden charme.
Vi elsker det hele. Og elsker at vi kan bevæge os i vores hjem og derved se en nye steder i verden.