Første nat på jordomsejlingen

Jeg er vågnet tidligt igen. Vågner med hovedet fuld af tanker. Venter på roen.

Nå, vi sejlede til Dragør i går efter et kort stop i Kastrup havn – og et besøg i Hellers (en drømmebutik for bådnørder som Christian). Her mødte vi en gammel bekendt, som arbejdede der og kunne give fantastisk rådgivning. Vi endte med at købe nye veste til hele banden + en super vest til Christians Atlanterhavnkryds. Og så fik vi endelig købt en grill til båden. Det er den slags, som vi ikke har haft tid til de sidste mange uger og det føles godt, at vi nu har styr på det. Vi kan grille på båden…! Og vi flyder, hvis vi falder i vandet…! Det er da to rimeligt vigtige ting at kunne sætte flueben ved.
Den gamle bekendte i Hellers, Michael – far til en sød pige, som Gustav gik i skole med de første par år af sin skolegang – har selv planer om at sejle jorden rundt og fik en rundtur på Johanna. Det viste sig, at han faktisk selv havde haft kig på båden – heldigt alligevel, at Christian slog til så hurtigt. Ellers ville vores hjem have været et helt andet – og garanteret meget mindre fint og hjemligt.
Vi blev sendt fint afsted fra Kastrup og det føltes vildt at kunne sige at vores jordomsejling var startet…

Så i Dragør, hvor vi skyndte os op og købe store is i en isbutik anbefalet af Michael fra Kastrup. De var gode og børnene landede langsomt. Vi fik plads i den gamle havn og der er jo så hyggeligt. Liva fangede krabber, Gustav jagtede Pokemons og Bertram ventede tålmodigt (NOT!!) på at hans dumme gamle telefon ville blive opladt. Og derefter gav han sig til at søge efter mobilreparation i Dragør. Men jeg måtte fortælle ham, at det ikke kommer til at ske. Han får ikke et nyt batteri til sin tlf her i Dragør. Lige om lidt skal vi smide telefonerne fra os. Lige om lidt fylder de forhåbentlig ikke så meget mere. Lige nu er de livliner til det liv, vi lige har sat på pause i 2 år. Og jeg kan godt forstå at de har brug for dem og brug for kontakten til deres savnede venner. Men om lidt…
Gustav mødte en anden Pokemon-jæger og de var sammen oppe i hans mors restaurant og spise rejechips. Han var væk længe… Og jeg blev først lidt utryg og så blev jeg lettet over, at han kunne være så ked af det om morgenen og så alligevel være i stand til at møde nye venner et par timer efter. Han er sgu så sej! Og god til at reagere, men også god til at komme videre. Det her eventyr bliver så vildt for ham og jeg glæder mig så meget til at se ham udvikle sig og lande i alt det her! Og at være så tæt på ham, når det sker.

Nu er Liva lige vågnet. Inden hun siger god morgen, siger hun “jeg vil bare godt ud og fange krabber…” Og så er hun i tøjet og redningsvesten og ude på broen. Tænk at starte sin dag sådan. Og vågne helt stille med et fiskenet i hånden og krabber i spanden. Det er da et dejligt børneliv. Morgenmaden kan hun få, når hun har fanget et par krabber.

Christian og drengene sover stadig. Jeg vågner med morgenkaffe, vind og lidt sol. Har stadig røde og ømme øjne. Men det er ok. Håber, at alle dem derhjemme også er ok. Ved at vi allerede får 1.besøg om 10 uger. Det føles rart at vide. Både at vi får besøg, men også at hverdagen sikkert har indtruffet sig om 10 uger og at det hele føles mere stille og roligt og mindre følelseskrævende. For det er udmattende, det vi har været igennem de sidste par uger – og denne netop overståede weekend har været helt urimelig hård for hele familien.

Nu sejler vi videre til Rødvig om ikke så længe. De der drenge skal bare lige vågne og Liva skal have fanget sine krabber. Rødvig kender vi fra tidligere ture og det er dejligt for ungerne at komme til noget velkendt.