Man sælger da ikke en Bianca 420...

Fortællinger fra et børneliv #6

Dagens fortælling er fra et pædagog perspektiv. Pædagogerne har råbt længe og heldigvis er alle vi forældre, nu kommet med på banen. Mød op på lørdag og brøl med os andre!

En pædagogs fortælling:

Røglugten fylder bilen, jeg er på vej hjem fra mit arbejde som pædagog i en børnehave. Idag har været en hektisk dag, grundet sygdom blev vores sårbare normering meget synlig. Så synligt nogle forældre ville ønske de kunne blive og give en hjælpende hånd.
Fra 7.15 – 8.20 vokser børnetallet med god hastighed. Der er gang på hele stuen, jeg har lavet legestationer rundt på hele stuen og børnene har nogle steder fået små “opgaver” for at gøre legestationen mere fangede, hvilket der er brug for netop i dag.
På et tidspunkt spørge en dreng om jeg ikke kan fikse en perleplade mere med mønster, han kan lave, jeg siger at det kan jeg simpelt hen ikke, for der er rigtig mange børn. På det tidspunkt er der 27 børn og mig. Jeg formår at holde nogenlunde “ro” på flokken af 27 børn i alderen 3-5 år, men så kommer der lige pludseligt 5/6 børn mere, og her flyder bægeret over og børnene kan ikke længere forblive i legen, der er simpelthen for mange børn og støj og få få voksne til at hjælpe dem og se dem.
Denne formiddag, har der ikke været plads til hverken nærhed, omsorg eller kvalitet. Børnene har overlevet og det har jeg også, det er på ingen måde en rar følelse nede i maven eller inde i sindet.
Kl. 8.20 får jeg ringet SOS til vuggestuen som tager nogle børn med på den anden stue, som ligger på den modsatte side af legepladsen for at få ro på børneflokken, før min næste kollega møder ind 8.30. Vi er 2 på arbejde frem til 9.30 hvor vores næste kollega møder ind. Vi må i dag aflyse alle vores pædagogiske planlagte aktiviteter, da vi ikke kan få fat på ledige vikarer og har 2 syge kollegaer. Normalt er vi 4-5 på arbejde senest kl 9.30, så børnene kæmper ekstra ekstra meget om opmærksomhed i dag.
Efter en lidt afkortet samling, hvor jeg fortæller børnene at deres gåtur ikke bliver til noget, men at jeg til gengæld vil teste om vi kan tænde bål i regnvejr og åbne ind på vuggestuens legeplads, får sendt børnene ud kl 9.30. Det regner pænt meget, normalt er vi ude mellem 12-14, da det giver mulighed for pause afvikling, og evt. korte møder eller diverse papir arbejde, det er dog nærmest umuligt i dag, da børnene ender som druknede mus. Men mine to kollegaer, som skal klare eftermiddagen med hjælp fra 12-15, ligger en plan, vi får gang i bålet og laver popcorn, som de skal bruge når de vil lave et lidt “filmrum” hvor de blandt andet skal se og snakke om følelser. Der er nemlig behov for at samle børnene på en stue, da den anden stue er godt fyldt med sovende børn.
Jeg har fri kl 12, og i dag har jeg ikke mulighed for at blive, så jeg overlader børnene til mine kollegaer, overbevist over de nok skal kæmpe sig igennem eftermiddagen, som jeg gjorde i morges. Nu sidder jeg så i bilen og lugter røgen. Jeg er træt og måske en anelse vred, jeg er ihvertfald fyldt med en følelse af afmagt. Der var rigtig mange børn, der ikke fik den opmærksomhed, guidning og omsorg de havde brug for i dag. Det er ikke hver dag at man som børnehavebarn faktisk har lyst til at blive afleveret, i dag blev de måske set, men ikke hørt eller hjulpet ret meget, da der var mange andre dilemmaer som også skulle have en brøk af min opmærksomhed. Derudover har der i dag været ekstra mange børn der slet ikke har følt sig set i dag, da de ikke har været i nærheden af konflikter. Det gør ondt i mit pædagog hjerte at jeg ikke kan udfører mit arbejde i bedre kvalitet end jeg kan, at jeg ikke kan give børnene den nærhed de fortjener, for at give dem et trygt og udviklende læringsmiljø. Men til gengæld er jeg snart er blevet verdens mester i at slukke ildebrande. Vi er kommet igennem endnu en dag, selvom vi mødte endnu flere bump vejen, men måske det er et spørgsmål om tid, før bumpene bliver for store.
Hvornår får toppen af kransekagen øjnene op? Hvornår finder de ud af at bunden er ved at være så ødelagt at den snart ikke kan holde toppen oppe længere? Jeg vil ønske at børn fik et #godtbørneliv gennem blandt andet #minimumsnormeringer, og dermed være med til at sikre dem en bedre fremtid.

Dette indlæg er udgivet på Vores virkelighed – usminkede fortællinger om vores virkelighed. Læs flere derinde…

Og så kom lige på lørdag!

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Man sælger da ikke en Bianca 420...