Hjem?

I dag er det mandag. Sidste mandag uden et hjem. Eller ihvertfald sidste mandag uden mit eget hjem. For egentlig er det blevet et hjem, det her lille kollektiv med mange voksne, flere børn og virkelig mange ord. Og selvom det bliver dejligt at flytte på torsdag, så bliver det også mærkeligt at vågne op uden min søster i rummet ved siden af. På samme måde som det er virkelig mærkeligt at vågne op på 3.uge uden min mand ved siden af mig. Vi prøver mange mærkelige ting. Og det er som om vores beslutning i efteråret 2015, har åbnet op for en verden af nye ting. Ikke alle ubetingede gode, – men de fleste både nye og ret gode!

Ligesom jeg i sommeren 2016 havde virkelig svært ved at tage mig sammen til at tage i Svanemøllen havn og se mit nye hjem, har jeg lige nu også ret svært ved at tage mig sammen, til at tage ud i det nye hus. Jeg er pisse bange. Hvad nu hvis det ikke føles som hjem? Hvad nu, hvis det er gået alt for hurtigt og det slet ikke er det rigtige for os?

Jeg har sat mig en deadline. På torsdag flytter vi. Det vil sige, vi flytter vores dyner og hovedpuder og vores tasker med tøj. Og så rykker vi ind og skaber et hjem. Vores andet hjem, Johanna, er allerede flyttet. Hun ligger nu ved værftet og venter på at blive tømt for to års liv i den store verden. Det kan jeg heller ikke lige overskue. Men det kommer. Vi tager et lille bitte skridt hver dag.

På torsdag skal jeg sove i huset og vågne op med hele min familie. Det er ikke sket i lang tid. Og det i sig selv, må da på en måde skabe et hjem. Det håber jeg.

Sylvester skal rykke base igen. Men nu heldigvis for sidste gang i lang tid. Her på billedet med morgensmil og trætte øjne.

Håber på en måde at min skipper er kommet længere med byggeriet end på dette billede…

Og dette billede…

Og i søndags tog Gustav igen til sit andet hjem. Vi har mange “hjem” i spil i denne familie…