I går – og en invitation | Rejsedestinationer

I går vågnede jeg tidligt til hanegal. Et helt sygt hanegal, der bare gentog sig og gentog sig. I min træthed troede jeg det var min mor, der stod og galede…selvfølgelig kun for at drille mig. Det var det ikke. Det var vores ægte hus-hane, som (igen) vækkede mig kl ca 6.30. Tak. Skide tak.

Jeg lavede en kop kaffe og nåede lige ind under dynen ved siden af sovende og varme Liva. Så gik døren op – og der stod min mor. Ikke som hane, men dog med en vigtig besked. Jerry stod derude og ville lave hemmelige planer.
Han er jo på sagen med de der surfboards til drengene. Hans gode ven, surfer-kongen af Barbados, har lovet at hjælpe mig med at finde gode og billige boards til drengene. Så det var planen for i dag. Om det lykkedes er en hemmelighed, for jeg ved ikke om teenageren kunne finde på at liste herind forbi bloggen… Jeg tror det ikke, men tør ikke at tage chancen. Hvis nu han læser med, kan jeg trøste med, at jeg har fundet en god tyk bog til ham. På tysk. Uden billeder. Og han skal skrive en laaaang stil om den bagefter. Og de der surfboards er droppet. Og så er gave-kapitlet lukket.

Selvom jeg ikke kan skrive så meget om dagen i går, kan jeg jo godt skrive, at det blev dagen, hvor jeg endelig blev inviteret hjem til en familie fra Barbados. Chaufføren vi kørte med, var meget snakkende. Og meget grinende. Og han syntes da bestemt, at det at bo på en båd, var noget af det skøreste, han havde hørt! Som i virkelig skørt. Han grinede og grinede. Og så spurgte han bekymret, hvor vi skulle holde jul… Og da jeg sagde “på stranden” eller “på båden”, så han lidt forskrækket ud og inviterede hele familien med hjem til hans mor. Til noget barbecue og rom… Og han lød sådan “bare kom, jeg giver bare min mor besked. Hun elsker når der kommer flere gæster…” Men altså, flere gæster…vi er jo 5. Og vi kunne godt risikere at fylde ret meget. Men han er heldigvis Jerrys ven, så jeg kan jo lige spørge ham, hvad han tænker om den invitation.

Og i virkeligheden er det pisse fedt! Og noget vi kunne lære meget af i Danmark! Tænk at invitere en fremmed familie på 5 hjem til juleaften…

Og vi fik også en ekstra invitation til hans fødselsdag den 23.12. Men det er måske lige i overkanten at crashe deres fest 2 gange så tæt på hinanden. Nu har jeg hans telefonnummer og finder ud af, hvad jeg føler, jeg kan tillade mig (og prøver at smide det danske perspektiv for hvad der er rigtigt og forkert væk). Og så håber jeg, at jeg tager denne oplevelse med mig videre… At undre sig og grine og mene, at andre lever skørt og tosset – og så alligevel bevare en nysgerrighed og en omsorg der gør, at man inviterer dem hjem. Til familieaften. Hos mama. Det er fandme næstekærlighed. Det gider jeg godt at tage med mig. Og lære mine børn.