Logbog 2.uge - Atlanterhavskrydset

Juleaften og ro

Nu har roen indfundet sig på det gode skib “Johanna”.

img_7488

Selvom vores nætter er urolige og vi vælter rundt i dønningerne.
Selvom vi regnede inde hele dagen i forgårs og alt var fugtigt.
Selvom her er så varmt, at sveden løber af os.
Selvom vi hele tiden skal sige farvel til mennesker, som vi holder af og kommer til at savne.

For når nætterne er urolige og vi vælter rundt i dønningerne, vågner vi tidligt og får en masse ud af dagen. Og spiser morgenmad på dækket i bagende sol.
For når det regner og vi er nødt til at blive på båden, lander vi langsomt i vores hjem igen. Og får læst, spillet spil og kedet os.
For når her er så varmt, er vi nødt til at hoppe i vandet hele tiden. Og det har den vildeste turkise farve.
For når vi siger farvel og mærker at vi kommer til at savne, så ved vi jo godt, at det aller vigtigste er lige her. Og vi har tid og ro.

Og så føles det også som om vi har fået verdens bedste ekstra familiemedlem forærende – eller ihvertfald til låns. Hans bor her på båden med os. Og hjælper på sin helt egen måde os alle sammen med at falde til. Uden at han vist ved, at han gør det. Han gider godt læse højt i salonen. Og at tage på harpuntur med drengene. Og at agere klatrestativ for Liva. Og høre på det, som jeg synes er svært – og give et kram. Og at hænge ud med Christian – og drikke en øl. Det er ret fedt. Og ham kommer vi også til at savne, når han drager videre om ca 1 uge. Men forhåbentlig støder han til os igen og tager med på eventyr på Stillehavet.

1 kommentar

  • Mira

    Glædelig jul til jer allesammen på Johanna! ❤❤❤❤🎄😘

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Logbog 2.uge - Atlanterhavskrydset