Lidt om meget…

I går blev jeg 40. Det er næsten ikke til at forstå, at vi har været hjemme i over et halvt år. Det er heller ikke til at forstå, at det er et helt år siden jeg blev fejret på St.Martin med stor mave og en svedig følelse – og en ret dårlig oplevelse med en fransk narkoselæge, som gjorde tankerne om fødslen ret hårde lige de dage. Det skrev jeg om her.

Og at det er to år siden, jeg blev fejret af Sannsipapp og Polonica på Carriacou med dejlig middag og drinks i cockpittet. Her mindedes jeg en meget festlig fødselsdag med mine damer året før. Det var svært ikke at savne dem, ved tanken om at skulle være væk så længe.  Det skrev jeg lidt om her.

Heldigvis blev det en god dag, da først jeg var i det. Også uden alle damerne. Det skrev jeg om her.

Det er altså tre år siden, jeg sidst har holdt en fødselsdag hjemme.
I går var stille og rolig og helt rigtig for mig lige nu. Min skipper lavede mad og vores familier kom og var sammen med os. Den der store fest, den gemmer vi til en forårsdag, hvor det er sjovt at danse i vandkanten og sidde ved et bål.

Vi holdt vores fjerde foredrag i tirsdags og det var så dejligt. Han er ret sød, ham min skipper, når han bliver helt grebet af sine egne røverhistorier og det giver god energi, at stå der sammen og mindes vores vilde eventyr.

Snart udkommer bogen rigtigt med reception og festligheder. Og så er den ude i verden. Jeg har sendt et par eksemplarer afsted til gode mennesker – og indtil videre er den blevet modtaget så fint. Så jeg prøver at have ro i maven over at sende en del af mig selv ud i en verden, hvor jeg ikke længere har kontrol. Jeg øver mig.

På min sidste dag i 30’erne fik jeg taget billeder af en dejlig og dygtig fotograf-veninde, som siden gymnasietiden har taget billeder af vigtige begivenheder i mit liv. Gravidbilleder da jeg som 23 årig ventede Gusse G, billeder da han var født, da han blev storebror, da lillebror Bertram blev stor og en masse andre store og gode situationer i vores liv. Der har været en lang foto-pause og derfor også en ret lang pause i de gode billeder af den lille familie. Men nu har hun både taget billeder af ungerne og altså i fredags så også af mig.
Min sidste dag er 30’erne…det var på en måde en helt rigtig dag at få taget ordentlige billeder. Det har været en kamp for mig at finde et familiefoto (taget med telefonen) og så forsøge at klippe mit ansigt ud, hver gang jeg skulle bruge et portræt i forbindelse med foredrag, artikler eller bog. Det er slut nu. Nu har jeg sgu billeder af mig selv. Og hun er den helt rigtige til det, for hun kender mig jo:

Det her blev et skriv med lidt om meget. En måde at runde ugen af og gøre klar til en ny uge. Som lige nu på papiret byder på gensyn med endnu en gammel veninde, legeaftaler for ungerne og ellers virkelig ikke det store. Jeg aner ikke, hvad jeg skal kaste mig over. Jeg prøver desperat at få idéer til et eller andet stort, men må igen og igen erfare, at jeg sgu nok ikke sådan er typen, der får gode idéer eller er synderligt kreativ. Og måske skal jeg ikke have store projekter lige nu. Måske skal jeg bare være lige her – og skiftevis håbe på at Sylvester får vuggestueplads en dag i 2019 OG være skrækslagen ved tanken om, at han en dag skal starte i vuggestue.